Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mennesket. 177
En fremmed Mand.
Ja kunde
min Sorg og Qvindens Taarer vejes, da
ei Elephanten bar os/ vi da laae
med vore Brødre under vore Strande.
Thi se Cambodja revned’ fra Malacca,
Vulcanerne udspyede Vand og Ild,
i Syd er hele Landet skyllet bort
som raaddent Kjød, en Hær af Øer,
som Been paa Dødens Val, som vilde Håar
paa sorgfuld Moders Skjød, nu ligge spredte!
En Mand.
Men Hindostan, som Jordens Hjerte,
men Ganges, som Jordens Pulsaare er,
som Himlen ei vilde knuse og splitte,
at ikke hele Jorden skulde døe!
(Røde Mennesker forsamlede paa Chimborazzo.)
En Mand.
Ah, Jorden skjalv da for at føde? Se
fra Andes, hvor vor Jord er voxet — ha,
udbredende sig i Havet! Vælted Havet
mod Østen sig at sluge Østens Lande
(thi se mod Øst det endeløse Land,
hvor før var Hav! se Landets store Floder,
hvor før var vilde Strømmes Gang i Havet!)
og, sqvulpende i Dønninger tilbage
paa denne Side, gjorde Chilis Kyst
saa steil og lige, og Panama smal,
da det igjennem denne Lænke vilde
sig bryde, for sit Løb igjen begynde.
Før syntes vi vor Jord var liden, kun
en Bjergekrands, der kløved Havet . . Ah,
nu see vi ikke Havet mere, men
dets Kilder vel i disse Landets Floder,
der stige fra de gamle Høislætter ned
at maale og besee de nye Lande.
Dijterverker 11. J2
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
