Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Digterverker.350
som Ild, og udskjød Suk som Dampe,
da den voxende sig spandt
om alle Jordens Hjerter, suged
ud dem, og sin egen Gift
indtylled i de Tomme, løfted
tusind kronte Hoveders Svælg
vidtover sammenknugede Rov — O
maa jeg ikke sejerlee,
naar Jeg den træder alt paa Issen,
knusende, og fandt dens Braad?
Se, i min Eensomhed jeg rulled
op Historien, jeg fandt
da Jamrens Kilde gjennem Mindets
Urner rislende, til nu
den overskyller denne Alder.
Se roligt, som med duebløde
Vingeslag, det første Par
henaanded Livet; thi det kjendte
Aandens Kraft og Kjødets ei,
som fosterligen end indviklede
i hinanden laae i Slum
i deres Hjerter, sjunkne nedi
Livets fulde Overflod,
der mageligen (som igjennem
Navlestreng) tilstrømmed Kjødet,
mens i uskyldigt Nybegjær sig
Aanden følte riig og stærk.
Men snarlig mellem Fryd og Kummer,
Trang og Vellyst, Nød og Fylde
blev Mennesket sat, og Hunger jog det
over Jorden, som de maatte
i deres Ansigts Sved nu dyrke.
Smerten vel da vaagen slog
Opfindsomhed, men Smertens Skygge
Vellysts røde Blus forhøjed,
der viste, som det højeste Maal for
Livets Stræben, Ejet af
et Eden (ak, foruden Adams
Uskyld!) hvor al Jordens Vellyst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
