Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Digterverker.352
udhulede Forbryder-hjerter
under ufortjcntc Krands!)
nu under lyse Palmer krøbe.
Ja et Vellyst-vanvid (o
med Guddoms Smiger det sig fostred’!)
bød, at disse Millioner
af denne ene Broder skulde
tigge selv det usle Liv,
han lod i Armods-smudset klæbe;
og at døe, naar Død han vinked.
Dog saae de ei i Graven Lænkens
brudte Led; men blot det sidste
i Jordens sorte, kolde Rad; thi
nu (saa lærte Præsten jo?)
en Evighed af røde, hede
under Graven smeddet var
af Djævle: Guder, endnu værre
end de Mennesker, de banded’.
Med Rædsler Præsterne omgave
da Bedraget, saa de Faa
af Dydige paa Jorden skjalv; ja
Faa som Taarer paa et vildt
vanvittigt Ansigt, thi af Folket
efterabedes Herskerens Laster:
Naar Kongen overskylled med sit
Folkes Blod et fremmed Land,
indgrov med Sværdets Blodglød ny
Eje-ret og Slavetegn,
og hylled Himlen, som bestred hans
Ret ved nye Stjerner tee,
som aldrig end hans Hjem bestraaled,
ind i lange Vælter Røg
(de Fredens slagne Arners Spøgelser,
i hvis sorte Skygge nu
iblinde Morderstaalet hvined):
Slaven myrded da og røved.
Sig Folket hævded’ Kongens Mønster
til en Lov selv over Loven.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
