Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Digterverker.354
bag dem sig Mindets Fakkel synker:
deres Storhed ei vi fatte,
fordi os synes Tiden mellem
Skabelsen og dem saa kort,
at de ved Menneskhedens Vugge
synes staae som Fosterfædre.
Dog Menneskhedens Barndom gav dem
nok Erfaring; ja saa riig som
min, der samled ind al Tidens
modne Jammer, thi i hver
en Alders Bølge malte Aandens
mørke Skyflugt, dryppende
af Blod og Graad, de samme Sorgspil;
og en Alders Jammer lod
sig efter Kroners Syndeskyld og
Præste-Skjelmeriets Frækhed
bestandig maale: Præsten just saa
frækt bedrog, som med Foragt
han Folket saae af Kongen æltet
nok til Slaver : Kongen just
saa dybt nedknuged Folket, som han
fandt af Præsterne det sløvet.
Men hine Vise mægted ene
i den mørke Bloddamp, i
det Løgnens Mulm at mane frem et
Himlens Glimt, et Frelsens-haab.
Den Kjærlighed (o Aandens Livsgløds
rige Varme stænges skulde
i dette Mørkes Frost?) De lærte,
ene talte eet Lands Sprog,
og var saa snever, at et Bjerg, en
Flod den ikke overskred,
men bag om Grændsen gustned, sortned
hen i Had. Confutses (hør
den Morgenrødens søde Tales!)
klare Kilde mægted ei
igjennem Tartariets Ørken
bane sine Straaler Vei.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
