Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mennesket. 9
I
OhebieL
Dog skal, ulykkelige Aand, min Ømhed
din Grublen evig klarnende ledsage,
som Faklen, der i Mulmet modig trænger
igjennemborende Midnattens Hjerte.
Og jeg vil tale til dens Eensomhed;
dens vilde Spørgsmaal blidelig besvare.
P h u n-A b i r i e 1.
Ohebiel, du seer en Skygge sortne
min stjerneklare Form igjennem, fra
mit Indre sig udbredende — den er
min Graad, og denne er Abiriels Tak.
Ohebiel.
Betænk da Daarligheden, at en Aand,
fra Støvet nys forløst, for tusind Omhvælv
af Himlen siden, vil forlange
at see den Evige! Det naae kanhænde
de ældste skabte Aander, som har levet
paa længst udslukte Stjerner, som Akadiel.
Betænk, at om du Græssets Spiren kjendte
da holdt du Skabelsens Nøgle i din Haand!
Men se, mens neppefødte Kloders Damp
kun er den syge Næring for din Grublen,
dens Dug, hvoraf den voxer i sin Skygge,
og Verdnerne kun sammenrullede Gaader —
se, Phuniel, de andre glade Aander,
ja selv Akadiel, Aanders Førsteblevne,
ved hver en nyskabt Jord sig fryde,
som om den var en Blomme sprungen ud
i Skaberens Spor paa Farten gjennem Altet.
Thi til Lyksalighed de skabt den vide.
Og glem ei, Phun-Abiriel, at almægtig
Algodheds milde Sol fremkaldte Dig,
en Aand, af Støv, en Aand, der leve skal
om Verdnerne som Blomster visne hen,
og at almægtige Alviisdom var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
