Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mennesket. 11
P h u n-A b i r i c 1.
Et dovent Leje
den er hvor alle Kræfter sove ind.
Men Phuniel har reist sig derifra.
Ind i sin Evighed han stirrer vaagen.
0 he bi el.
Speid ikke efter Gud! Vær glad som Barnet!
End er du kun blandt Aanderne et Barn.
Find Leeg for Øiet i Hans Verdners Skjønhed!
Haab alt af din Udødelighed, der saae,
skjøndt ung endnu, jo Verdner at forgaae!
P h u n-A b i r i e 1.
End Barn blandt Aanderne er Phun-Abiriel?
Var ei hiin Klode, der saa rødlig flammer,
min Vugge, hvor jeg vaagnede imellem
vidunderlige Dyr og Planter? Den
var Legepladsen, hvor jeg voxed frem,
indtil jeg kastede, som Ormen Hammen,
den smukke Sandsedragt som mig omhylled,
og som en Slange, nøgen som en Lynild,
kom frem af Mulden her i Rummets Øde.
Da endte jeg min Barndom.
O h e b i e 1.
Lign da heller
en trodsig Yngling, Phuniel!
P h u n-A b i r i e 1
Ja, hvi seer
jeg ei min Fader?
Ohebiel.
Phuniel, seer du ikke
hans Klædebon nedrullet over Dybet?
dets mørke Folders Bølgen i dets Dampe?
i Stjernebuen Perlerne i hans Belte?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
