Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mennesket. 23
Maanens Sølvlod, Solens Guldlod,
Dagens Demant, Mørkets Muld.
A k a d i e 1.
Guds nye Præstinde Festdragt sig ifører
og træder jublende i Verdners Chor
som yngste Søster, mest uskyldigreen,
med Blomster og med frisken Grønt bekrandset.
Se Græsset spirer liig et Lys,
der sig udbreder over Høj ene!
Sig Blomster dukkende i Duggen bade;
om Engens Belte, om den søde Kilde
sig Siv og Buske flette, fra hvis Dunkle
Viinranken klattrer over forat hænge
sin Drue i en Poppels Sølversky,
der blinker susende hiinsides.
ÆOn e X. (Nat utbreder sig!)
Gud seer, at Alt er godt;
selv Død, Fortærelse og Mørket,
Fortærelsen er Livets Føde,
dets Skjønheds Skyggeslag.
Saa rigt er intet Moderskjød som Dødens,
og Dagen har ei Nattens Majestæt.
Dens Søvn er Livets Dugg,
selv over Dyret Drømmens Lyst den ryster
og lægger Honningen i Blomstens Mund.
Dens Hud er sort, men rødt og varmt dens Hjerte
Isammen Dyr og Planter
med bløde Lokker fletter den
i fredsom Kreds, der op om Morgnen løses.
Som Rødderne af Mulden,
Allivets Nerver ud af Nattens Mulm
den friske Svale suge,
som Dagen tærer paa, og Blodets Rødhed
og Hudens Let og Øjets sorte Flamme.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
