Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mennesket. 45
Æonerne til Jordens Drot udraabtc.
Men synder jeg, jeg synder imod Gud
og mod mig Selv . . . Mod Gud?
Mon ei Guds Vilje driver mig? Akadiel
var ei alvidende, da han lykønskte
som Jordens Konge saadant Aandebarn,
som Skovens Dyr i Trætop vilde jage
og Aben der af Haanden Sceptret tåge.
Velan! Dit søde Mulm, med Blodets Surren
en Kildegrotte liig, mig lokker, Geist!
Forbauste skulle Himlens Aander skue
en Lige at fremstaae paa Jorden,
belivende et Dyr og til dets Mørke
medbringende en Aands Begreb om Gud
og Billedet af Himlens Herlighed.
Ja se, jeg bringer dig mig Selv,
o Menneskegeist, en Aand i Morgengave,
saa, naar du vaagner, finder du
en himmelsk Demantkrone mellem Liljerne
i Hjernens Skaal og Ætherdraaber i
dit Blod, liig Funkerne i Bølgen!
Saa bo da du i Hjertet, Vellugtskyen
i Blomsten liig! i Hjernen jeg, liig Glandsen
der svæver over Sneen! Begge dele
vi Kroppens Rosenleje! Lystig glide
du henad Blodets Strømmen, spillende
paa Nervers Strenge, medens jeg
alvorlig sidder i min Hal alene!
Men i dens aabnede Altandør, Øjet,
vi Begge for Alverden vise os
i Glædens Øjeblikke, naar jeg glemmer,
forente ømt! i Sorgens trine frem
jeg der alene speidende mod Himlen!
Fra Himlen Phun-Abiriel sig da forviser!
Vær da hans Hjem, o Menneske! og Du,
der slumrer i dets Bryst, du være
dets Livsgeist kun! Jeg være vil dets Sjel!
(Phun-Abiriel forsvinder. Man den vaagner og springer op.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
