Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mennesket. 53
Men Blodets Surren for Aandens Øre,
det haarde hvirvlede Horn,
døvet har ganske hans Minder.
Svimlende finder
Aanden sig fremmed
i Himmelhjemmet,
veed kun af Jorden som Fædreneland,
kommer som Barn tilbage fra Støvet,
glemt har han Himlen — som Modersliv Dette,
sandsebedøvet
mægter han kun at ahne og gjette.
Dog er den førstskabte Mands
hjemvendte Sjel en Abiriel reen,
end ei vanslægtet, skjøndt sløvet af Sands.
Men hist under samme Egetræes Grene
der ligger Kvinden
— Forræderinden,
som smilende Aanden i Puppeskjul
forraader til Dyret og Ormenes Hul,
igjennem sit Skjød hans Salighed
dybere slæber i Dybet ned.
Thi Hvad er Kvinden mod Manden nu?
Ei meer hans Lige i Sjel og Hu
en Sandseduft
mod Aands Fornuft,
et Mellemled
imellem ham og det Skabtes Rækker!
Dog hendes Skjønhed hans Brynde vækker,
hans Brynde ikke hans Kjærlighed!
Han Dyret favner, fordi dets Form
er liig ham selv, som Orm en Orm,
og frem af Favntaget Slægter vrimle,
blindere stedse for Fædrenehimle,
en Blanding af Aand og af Dyr,
hvis Tanker knapt naae til de dampende Skyer,
men skabe sig Guder af Steen og Muld,
en Himmel fuld
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
