Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Digterverker.54
af Guder som de af frodigt Huld.
Menneskets Sjel gjennem Ætterne da
Abiriel slægtes mere ifra.
0 h e b i e 1.
O gid, at lukt
var Kvindens Skjød!
Gid Hun var død!
Paa Liljehøi svulmer
den fristende Frugt,
i Rosendyb ulmer
den tændende Glød.
Nei, ve! om Denne, saa faver og blank,
som skabt af Sne og Morgenrøde,
jomfrulig-øde
i Graven sank,
lod Manden sidde som Enkesvend
eensom igjen! —
om han som Aadsel sin Kvinde saae,
sin Hjertenslyst
med Jomfruskjød og med Moderbryst,
fortæret halvt under Træet laae,
at Ormevrimle
sig nu forlysted
i Barmens Himle,
som nys han krysted,
og som ei brast
om hele Livet sig suged fast:
da blev hans Tungsind meer tungt end før,
han grubled over sin Kvindes Liig:
«Nu er hun borte med Barm og Skjød,
med Hjertebanken (den Stemme sød)
Slig Rædselsskjebne vel venter mig:
snart er jeg død!»
Ei mig, men Hende, i Himmelen
han opsøger, vendt tilbage igjen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
