Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mennesket. 55
Forgjæves! Hans Blikke
finde den Dyresjel ikke.
Han speider bedrøvet
tilbage til Støvet
til Hendes Grav,
der Blomme var om hans Vandringsstav.
Akad i el.
Nei ømme Ohebiel, brister hans Leer,
med aaben Skræk han i Himmelen seer,
at han idrømme parrede sig
med låven Skabning, ham Selv ei liig,
at Kvindeøjet (hans Himmel før)
var Ormeslør;
at Kvindesmiil (hans Stjerneskjær)
ei meer er værd
end Glandsen over Fuglens Fjær —
saa mildt det hvifter
kun Slangeskjælglands om vilde Drifter;
at Kvindeskjød (hans Saligheds-Haab)
var Mulddynge kun, saa lunken og kaad;
at Kvindestemme (hans Viisdomsraad)
var dumme Skrig og vilde Raab,
Han seer i Himlen, at Kvinden ei
kan følge fra Jorden Aandens Vei;
saa langt fra ham, som Dybets Rod
fra Stjerneverdenen han forlod,
hun ligger tilbage i Muld og Blod.
Han seer i Himlen, han fandt ei Sjel
i Kvindebarm, endskjøndt han troede,
at der, ham liig, en Engel boede,
hans Kjærlighed værd som Ohebiel.
Men nu i Støvet med Mandens Øje
kun seer den Høje.
Liig Fuglen den elskovsblinde,
der Magen kun seer,
han seer kun sin Kvinde;
af Jorden ei meer.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
