Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
58 Digterverker.
sin evigtstraalende Skjønhed bytted
for dette blomstervisnende Liig,
imellem Vuggen og Graven sat:
dog kun fra Algodhedens ene Bryst
og til det andet af egen Lyst
sig Aanden flytted.
O h e b i e 1.
O, gid at Abiriel troer
i Kvinden sit Selskab funden,
sin Himmel gjenvunden,
at Himmelen med til hans Afgrund foer,
at han igjennem al Evigheden
kan leve med hende i Eden,
at al hans Salighed
i Kvindeskjød er sjunken ned,
saa han ei sidder bunden ene
med Been og Sene til Dybets Stene,
forviist fra Himlen, men Engel fik
med Straalevinger i Kvindeblik,
i Kvindebarm to Himle hvalte,
med hver sin Verden, morgenmalte,
i Kvindeskjød et Dyb, hvori
en Skaber maa lystre hans Fantasi!
Saa du gjøre, Abiriel!
— Du ellers fortvivler — Forfør dig Selv!
Drøm, du er ei lænket, men fri som før,
af Lune kun hyllet i Larveslør!
at du kan flye gjennem Æt, gjennem Æt,
saa Tiden maa bag dig nedsynke træt,
og stønne Sagn og Digt og Sage
(som du i Ætten da hører selv)
om svundne Dages Abiriel,
naar, støttet til rustne Runestave,
den synker, bag din Flugt, tilbage
paa brustne Grave!
Drøm, du kan nu skabe, som var du Gud!
at paa dit «Bliv»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
