Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mennesket. 61
For Himlen hisset da kunde Begge
en Himmel imellem Hjerterne lægge,
begrændset af favnende Mand og Kvinde
og begge Aander da fløi derinde,
hvidskende til hinanden: «af Himlen, som faldt,
i Dig har Gud mig en Skygge malt.»
Ah. snart bli’er den Himmel, hvor Armene ere Lag
af Skyer om Barmenes hvælvede Dag,
af Smaahjerter fuld, af Huld af deres Huld,
hvor Aander, lige Deres, drømme sødt i Muld;
og bliver dem Jorden tilsidst forsnever,
det elskende Par sig til Himlen hæver,
fra Drøm til Sandheden stjernerolig,
fra Kjærlighed
i Støvets fremmede laante Bolig
til Kjærligheden i Himlens Fred,
til Salighed.
O h e b i e 1.
Det skee! det skee!
Abiriel see
i Kvinden sig Selv — en Aand
liig ham i Baand!
I denne Kvindeskabnings dumme
Blik han læse ei sin stumme
Forviisningsdom!
Et Glimt skal vise en Aand der bag,
som kjæmper Abiriels Gjenløsningssag!
Et Aandeglimt i Kvindens Hjerte
Manden skimte i hendes Graad,
kjærligt flydende ved hans Smerte!
I hendes Stemme
Han Røst af Aand fornemme
og Aandekløgt i hendes Raad!
En Aandestraale i Kvindens Smiil
forraade til
Abiriel, at Han ei gaaer her ene,
for evigt forviist blandt Dyr og Stene!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
