Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Digterverker.68
Adam.
0 tal! tal mcer! Da jeg var ene
min Tale gled saa langsomt; men naar Du
med mere liflig Røst end Fuglens taler,
da lysner i mit Hoved for hvert Ord
flux op et Svar dertil, saa Talen nu
liig Kilden flyder.
Eva.
Da om dig jeg taler,
hvis Syn min Frygt forjog. Jeg skjælver ei
for Panthren meer og ahner ondt
af Dueblodet for mig selv. Ei heller
jeg bæver under dette Alt, som stormer
paa Øjet ind, og dette Altings Lyd,
som strømmed ind i Øret, saa jeg vidste
ei om jeg frydes skulde eller frygte.
Men nu, da Du er her, jeg veed,
at Alt er skjønt og godt, og kommet
som Løfter foran Dig, thi deraf kom
den Storm af Syn og Lyd, da Fugl og Træ
fortælle vilde først: nu kommer Manden.
Men siig, hvorfra Du kom.
Adam.
Jeg veed det ei.
Mon ned fra Solen siden jeg er lys
og ligner dig? Mon op fra Marken
imellem disse hvide unge Poppler,
som du maa være opskudt mellem Blomsterne?
Dog naar jeg speider i dit Øje,
du synes forud mig saa vel bekjendt.
Eva.
0 Under! Mand, det er min egen Tanke!
Bedst, at vi troe, vi ere ifra Solen,
men Dyrene af Jordens Mulm opstegne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
