Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mennesket. 69
Adam.
Hør! Først — det vecd jeg — vaagned Øjet
af Ørets Latter (thi deri Alting loe,
og kiged mig derpaa i Øjet ind.)
Men — se, som du, jeg svimled, da jeg vaagned
som om Jeg ei fandt Rum i denne Pande.
Thi frem ifra mit Dyb i Barmen
et Stort, Uhyre, Livsvarmt, Sittrende
— o som en Sky, saa vid som hele Himlen,
ja videre, thi den Det vilde sluge —
sig trængte voldsomt opad mod mit Øre,
mod Øjet, Næsen, ud i hele Huden,
for sig i Rummet sprede, at Det kunde
opsluge Alt, som i Uordnens Fylde
indstormede paa mig. Mit Øje syntes,
for Sol og Himmel, Dyr og Blomster og
mig Selv at see paaeengang, mig for Udet;
for trangt mit Øre, for at fange heel
den Lydstrøm, som fra alle Sider bruste.
Jeg svimled, da jeg hørte, men ei skilned;
thi Lyden var saa ny, at jeg med Skræk
den hørte, vidste ikke hvad var Vellyd.
Mit Øje sortned, da det Vrimlen saae,
men mægted ei at skilne, saa jeg vidste
ei om jeg skulde frygte eller frydes.
Jeg turde ei omfavne Palmen, skjøndt
mit Øje saae den skjøn; thi Øret frygted
en Brusen i dens store Blade. Alt
mig syntes da for snevert inden mig,
men Alt for vidt derudenfore .
Eva.
Hvor ligt hos mig! mit Hoved vilde briste.
Adam.
Dog sandsed jeg mit Liv, men, i den Storm
af Billeder og Lyd, kun som en Kvist,
der bølges hid og did, saa nær den brister.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
