Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
78 Digterverker.
at den min Sorg var, som sig letted
mod Himlen fra mit Bryst, der nu blev øde,
Thi i det Øjeblik der laae ei selv
et Mindebilled af det Liv jeg saae;
men aabent stod det da og lytted til
sit eget Øde og Uhyrets Fylde
og tunge Flugt, som om dets Vingeklap
min Angest var, der steg mod Himlen . .
Eva.
Ak. i
Adam,
Thi nu jeg var ei angst, men tom som Stenen,
og did, til Muld tilbage, jeg mig ønsked.
Da, just som Skyen dalte paa mit Hoved,
og kvalte, i sin Nærmen, selve Luften,
da tænkte jeg med Smiger den at sone,
og raabte til den, skjøndt dens Sang var fæl,
saa selv de døde Stene skjalv, og Træet
med Bladet hang, som om det var dets Øre . ,
da raabte jeg, som med min sidste Aande
«Det tordner . . Skyernes Løver brøle!»
Men, ei forsonet, Nebbet guult som Droslens,
men fuldt af Vrede, den, med rædsom Hvisl,
udstrakte da fra Himlen ned i Jorden,
skjøndt ogsaa for mit Liv at frelse,
den Aand, som talte i mig, havde lært mig
med daarligt Mod, at raabe ud med Løgn:
«0 smukke Lyn!
som brast en Rosenkrånds i Skyen.»
Men atter Dødens Fugl, som vakt ved Raabet,
sit Neb udrakte og for mig han dræbte
det Egetræ, jeg favned. Siden veed
jeg intet før jeg saae dig her.
Thi da jeg vaagned’, var min Rædsel borte
og Jorden mild og Himlen blaa og klar,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
