Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mennesket. 79
og du stod her, min levende Fryd!
Se dette er mit Liv! Hvorfra jeg kom
jeg veed ei — kun, at jeg til Fryd er kommen,
Eva.
Ah ja som jeg. Dog troer jeg, du er kommen
til min Fryd mest.
Adam.
Jeg veed, at du er min.
Thi, nu jeg favner dig, jeg bunden er
til Livets Hjerte. Alting jeg forstaaer;
thi med din Skjønhed maaler jeg det Skjønne
og Hæslige; og, med din Stemme Vellyd
og Mislyd, saa at hver en Stemme, som
ei synes som en Efterklang af din
kun Rædsel er. Og, som i Takten med
dit Hjertes Slag, min Aand, som nylig fyldte
min snevre Tinding til den næsten sprængtes
med Tanker, der fra Blomstfrø kunde voxe
til Himmelvidde, taler viist og rolig,
og kjæmper ikke meer med mine Sandser,
men seer nu Alt igjennem dine Øine,
saa hvad der fryder dig maa fryde mig.
Og Tankerne, de tause Ord, den paa
min Pandes Indre malte, staae nu klare:
saa Tanken «Skabning», som mig syntes da
en vild Forvikling kun af Syner
(hvor Dyr i dette Vildnis vare Knoppe,
og Fugle Blade, Slanger Kviste, Blomster
og Træer kun Mos af altformegen Fedme)
der voxed op det Ene af det Andet,
jeg nu begriber er hver enkelt Deel
af dette Alt, af samme Dyb udrunden,
at Jeg og Du af alle Skabninger
de Bedste ere .
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
