Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mennesket. 81
Adam.
Mit Blod mig synes rigt nok til at sprudle
Liv i hvert Sandkorn over Jorden, saa
de bleve Hoveder som mit.
Eva.
Hvi lærte
du mig din Ensomhedstanke? Ve mig,
var du ei her, saa var jeg øde — o
som om der var en Flod, der fandt ei Sjøen,
men, som et spidset Horn randt ud i Sandet,
liig hovedløse Orm! Hvem standste da,
og løste op i søde, milde Taager
mit Blods Zittren? Ei den lodne Løve
ei Luftens Bundfald her i dette store,
bekrandste, himmellukte Livsens Bæger,
den kolde brusende Bølge.
Adam.
Dobbelt Liv!
Jeg er ei ene. Jeg er Mand, og Du
Mandinde.
Eva.
Ja Mandinde! 0 hvor skjønt!
Jeg elske vil mit Navn, fordi at Mand
(som da Du skabte Navnet «Hun» af «Han»)
er Kjernen deri, som det Bedste Du
er i det Ene, som vi danne nu.
Adam.
Om Sjøen fra sin Afgrund reiste sig
saa høit som Stormen for at sluge dig,
Mandinden, Landets bedste Grøde: saae du,
at disse Arme bedre Bolværk var
end dette Forbjerg, om du ene stod
paa himmelhøie Strand og kunde see
paa Sjøens Fræsen ned og Bølgens Sprang.
Dtgterverker VL 6
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
