Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mennesket. 83
og alle Markens Dyr, til af det Sidste
den lille Kolibri blev skabt. Og nu
se Manden, rustet med sin Kraft, alene!
Adam.
0 een Mandinde formed Solen kun
(for ei at see sin Morgensky at blegne)
men hvad der levnedes af Frugtbarhed
1 Hendes Form i Jordens milde Skjød,
Den danned’ ud i Luftens vingede Blommer,
de Sommerfugles Hær, og sidste Rest
blev Jordens Blomster. Og jeg skuer nu
Mandinden, pyntet med sin Skjønhed, ene.
Eva.
O Livsvarme! min Barm mig synes lunken Muld
o som en Jord af Dugg og Blomster fuld!
Men hvert et Dryp et Mandens Øje er,
et Menneskehoved hver en Blomme der,
en Skulder hvert et Blad, hver Knop en Barm,
og hver en Kvist mig synes Mandens Arm.
A d a m.
Livsglød! min Lænd mig synes som en Ring
af dalende, zittrende, bugnende, varme Skyer,
som Himlen, der maa briste med Velsignelse,
som med en lunken Regn.
Eva.
0 vi har Fryd
for mange Liv som os, skjøndt vi er ene
med al vor Overflod! 0, skjød sig Liv
ifra Mandindens Muld mod Mandens Himmel,
naar dens Velsignelses Aande varmed hiin!
De skyde sig igjennem denne Taage
af søde Suk, der, lysnet kun af Kys,
er eneste Hud imellem vore Hjerter,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
