Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mennesket. 93
fra Østens Hav til Bjerg i Vest.
Et stjernehvidt Duepar paa din Fest
o Morgenstjerne, dit Altar faaer.
(De reise Altar for Stjernerne)
Adam.
Sol, Maane, Stjerner være Guder!
Saa hedde de vi frygte maae og elske.
Fornemst er Solen.
Eva.
Han er Manden;
kun Kvinden Maanen, som om Natten
liig Kvinden vaager over sine Smaa.
Adam.
Ja det er Stjernerne, de Solens Børn.
Eva.
Men Ilden? 0 om den var Solens Barn?
om vi en Gud forglemte? Da vi vilde
vor Hytte finde nedbrændt.
Adam.
Seer du ei,
hist stiger den af Bjerget?
Eva.
Da langs Floden
jeg gik at samle Siv til Barnets Vugge,
da tænkte jeg, en Gud den vist maa være;
thi kun hvorhen den skylled blomstrer Landet,
Adam.
Den vælder udaf Jorden. Jeg har seet
dens Kilde liden som den blanke Sleve.
Paa Jorden ville selv vi være Guder.
Eva.
Dog skjalv du, Adam, da du dette sagde.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
