Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
120 Digterverker.
Eva.
Hør Adam, Cain græd.
Den fremmede Yngling.
I Hulen under Himalah, hvor han
har lært sin Kløgt af Dybets Malm at skabe
og forme Toner i det gyldne Horn,
dermed sin Moders Skrig at efterligne
og med sin egen Sjels at naae til Himlen,
min Fader sidder ene; Skyer samle
sig paa hans Pande, Snee sig paa hans Isse,
En kraftig Æt dog spiret er af Cain,
tusmørkefarvet af den hede Sol.
Men ene former stedse han i Hulen
til gyldne Slangehorn sit snoede Suk,
og Ertsens Gløder svide dybere ind,
som om de vare Abels røde Blod,
hans Pandes Rynkesky. Fjernt fra hans Hule
min Moder staaer i Graad med sine Børn,
og Alle lytte til hans Hammerslag;
thi, som de klinge dybt og falde tungt,
vi vide Sorgen slaaer vor Faders Hjerte.
Dog, har han hamret til at Blodet springer
ham udaf Haanden, og han synker mat:
da smiler han og kalder sine Børn,
og gnider dem sit varme Blod i Panden,
og mumler over: «væk Cains Mærke! væk!»
Saa tørrer med sin Sved af Barnets Pande
han Blodet væk. Men næste Daggry høre
vi atter Hamrens Slag i Hulen til
igjen om Aftenen han bløder. Ve!
Eva.
Ja Ve! ve! Jeg «Ve!» har raabt for Abel.
Den fremmede Yngling.
0, raab dit Ve for Cain! Thi se, min Moder,
at ei min Faders Hjerte skulde briste . . .
(o, naar det brast, ei blot i Hulens Dyb,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
