Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mennesket. 133
sig hele Flokke samlede i Huler,
og Våndet skylied efter dem, og lukte
med Dyndet deres Grav.
En fremmed Mand.
Hindostans Slægt, hvis palmebrune Farve
det rolige Tusmørke viser, hvori
det Menneskehjertet er tilladt at leve,
— se du, fra Adams hvide Æt
sig Solen vendte, for sin Hevn ei se!
Kun Een sit Huus, Seths Afkom, Noah, frelste;
thi, se, hans Kløgt, paa sammenbundne Træer,
ham løfted til Chaldæas Fjelde let,
hvor Tusinder, hans Brødre, i Flugten for
det skyllende Dyb, med blodige Fingre hang.
En Mand.
Ja Disses Jord var skjult af Offerbeen;
og Folket var saa hvidt, da Angsten ved
de blodige Offre havde bleget det;
og deres Børn kun Synd og Syndskyld arved.
En fremmed Mand.
Meschias’ og Meschianes blege Æt,
der gjorde Kaukasus til Liigsteen og
den sorte Ørk til Baare for hver Fremmed,
til Dynd er knust, da mod hinanden Himmel
og Dyb sig knuged. Kun een Mand og Kvinde
paa deres Brødres Pander stege op
til højest Tinde, hvor de leve.
En Mand.
Ja Disses Hjerter svulmed saa af Synd
som Kaukasus. Nu er da Ganges’ Børn
de Jordens Første og de Sidste.
En fremmed Mand.
Mæt af den halve Jord har Dybet lukt sig.
Det joges af det røde Blus paa Himlen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
