Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
276 Digterverker.
(som jeg ved Døden) den opløses til
Atomers Støv i Rummets Grav, for maaskee
at samle sig i Stjerneblommer, som
mit Støv kan blive Blomster paa min Gravhøi.
Ja det — I Stoiker, som jer indbilde,
at kunne fra Naturen eder frigjøre,
saa at I svæve ovenover den,
som stille Taager ovenover Fossen;
mens vi, som kjende Fossens Vælde bedre,
ei sætte os imod forgjeves, men
os lade vugge mildt af den som Vandlilier,
der, om end Strømmens Vold dem drager ned
dog synes selv at dukke ned for Lyst . .
. . Ja det I kunne gjøre Eder Haab om,
I stolte Stoiker, maaskee at blive
til Græs og Torn og Mynthe paa jer Gravhøi.
— Dog neppe-nok: I ere altfor magre.
En Mand.
Hvad, Stoikere, hvad drømme I vel om?
at sætte Eders hele Lykke i
at rive Eder løs ifra Materien,
der evig er som Gud? Epikuræere!
at dukke ned i, blandes med Materien,
som om der var ei anden Guddom? Ha,
I Zenos Mænd, som var I Aander ene?
I Epikurs, som var I blotte Kroppe?
En Stoiker vil handle, som om her
han allerede havde den guddommelige
Natur: den evige og übevægelige.
Og Epikurs Discipel, som om han
blot Dyrenes bevægelig-forgjængelige
Natur besad. Men vandrer nu med mig!
Jeg i Lycæum viser Menneskets Plads,
hans Stræbens Sfærer og den Middelvei,
som fører ham til Guddommen igjennem
Erkjendelsen af den bevægelige,
men evige, Natur, der egen er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
