Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
474 Digterverker.
0 da, naar den seer,
at Angeren ei evindelig er,
naar Menneskets Sjel i Betraktningen naaer
den Tinde, hvor den i Taarer forstaaer,
at Aanden ved Ydmyghed soner sig selv
— o da er den Sjel
Frelseren liig i den hellige Stund
Himlen ham aabnes, mens Jorden Farvel
faaer fra den blegnede Mund.
Saa fatter støvbundne Abiriel reent
som Aanderne hvad Evangelet har meent.
Saa er det han troer.
Saa ædlest Abiriel, Frelserens Sjel,
indstraaler i Alle igjennem hans Ord,
og spreder den Phuniel-Skygge, der stedse
omgiver Abiriel med koglende Kredse,
der Aanden snart følger i gjøglende Former,
som tusmørke Tvivl,
snart rundt den sig ormer
i Sværmerens Smiil.
Disciplene.
Af Kjærlighed han lod
for Sandheds Sag sit Hjerteblod.
Vi ikke tale da? Vi bæve for hans Sti?
0 Vi se meer i dette Blod end I!
For Os bekræfted han, for Alle sonte.
Det er et Glædesbud,
som gjennem Jesu Vunder tonte
til Os og Eder ud.
Stemmer.
Hvi skulle vi da offre meer?
Det Uskyldsoffer det sidste er.
Præster,
Det sidste Offer? Ha, trælkede Slægter,
til Offerrækker I selv jer indvie!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
