Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mennesket. 497
det aldrig havde end.
Nu Fienders Spe og Venners Spot,
dit Sværd, o Petrus, der bed saa godt,
maa pikke, maa pukke,
maa bande, maa sukke,
maa banke med staalsat Kjølleknop
— Vi lukke ei op.
Den stærke Dør mellem Os og Eder
Dødens altskjulende Vinge heder.
Did bag naaer intet nysgjerrigt Blik.
Den knirked «Forbi!» da til den gik.
(Jesu Liigfølge, bestaaende af hans Lærling e, Venner og Veninder, stille
sig med Fakler om den aabne Sarkofag. Vagt i Fjernet. Petrus slutter si* til
Følget og vil tildække Sarkofagen)
R a c h e 1.
— For Himlens Skyld! o, ei endnu!
Jeg har ei pyntet ham endnu!
Ei sagt Farvel endnu!
(Stryger Jesu Liig over Pandenj
0 Jesus, Marias og Himlens Søn,
hvor er du skjøn!
0, stolte Pande — nu et stille Hav!
0, milde Læbe — nu kun Krands paa Grav!
O, søde Kind — saa bleg du er,
bryd ei dig meer om Morgenskjær!
En fager Aftenglands du faaer
af dine Venners Fakkel;
en venlig Aftenstjerne Rachel
nedryster fra sit Øjenhaar.
Ak, som en stille Kilde klar,
vort Liv dog kunde rundet,
i Palmelunden svundet!
Men dig til Ørknen Aanden bar;
mig Verden Hjertet sønderskar,
Du flygtede, at ei en Kvinde
(og denne Kvinde Rachel var)
med snevre Smiil dig skulde binde,
med milde, men med jordisk, Øje
Digterverker VI. 32
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
