Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Artikler og småstykker.14
Glæde over Ynglingens Dyd. Denne troer i dette Smiil at læse
Antagelse af hans Tilbud, og med fyrig Utaalmodighed banker
hans Hjerte. Allerede vil han udstrække Armene, for at hjælpe
den afkræftede Helt op, da han hører disse Ord af ham: Min
Tak, Cornelius, for din ædle Iver; men tab intet Øieblik for
endnu at undløbe Fiendens Haand. lil, og overbring Senatet
den sidste Bøn, det sidste Raad af dets døende Consul: at det
befæster Rom, og førend endnu den seierrige Fiende trænger
for Murene, at befæste dem med Krigere." Saa skal jeg ikke
redde dig, afbrød ham hastig Lentulus, med en Taare i Øiet,
du vil altsaa døe?"
See, der ligger mine Krigere, sagde Paulus, lad mig blive
her. Jeg maatte, for at retfærdiggjøre min Uskyldighed, an
klage min Medconsul. Mit Liv skal ikke være hans Ulykke. —
Jeg døer rolig; thi jeg har opfyldt min Pligt. Ikke überømt;
thi jeg faldt i Kamp. Og tilfreds; thi nu bliver mit sidste
Ønske, at sende Senatet hiint Raad); endnu opfyldt Dog,
endnu Et! Gaae, og beret Qvintus Fabius, at Paulus Æmilius
mindedes hans Raad og døde. Og nu — her greb han den
Tøvendes Haand — lev vel!" Da hiin end tøvede og ikke;
kunde forlade ham, føiede Oldingen til: 0g glem ei det, jeg
har paalagt Dig."
Denne Erindring var fornøden til at bortfjerne Ynglingen.
Maalløs — thi Smerten qvalte paa hans bævende Læber det
sørgelige Levvel, han endnu vilde freinstamme — trykker han
Oldingens Haand, som han endnu holdt indsluttet i sine, svinger
sig paa sin Hest og undflyer. — Paulus Æmilius ledsager ham
endnu med et faderligt, velsignende Blik. Sidenefter blev Con
sulen funden iblandt de Døde.
w...g..x.
CARL DEN FØRSTE
Morgenbladet 22 nov. 1821.
Engang stod Carl, dengang endnu Prinds af Wallis, hos Erke
biskoppen Laud, og talte med ham om forskjellige Gjenstande.
Iblandt Andet faldt Samtalen paa Valget af en Næringsvei.
Nei," sagde Prindsen, Advocat gad jeg aldeles ikke være.
Thi en slet Sag kan jeg ei forsvare, og en god ikke opgive."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
