Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Christsind i Låndfarsot 367
åer vare lysende Stjerner, da Sorgens Mulm var som tykkest
og Ødelæggelsen rasede deri som værst — disse, der tilstraalede
de Svage Mod, Samfundet kløgtig Hjælp, og i hvis milde Alvor
hine ængstede Syndere læste, at nu og altid er Omvendelsens
Tid, om Sjelen blot er rolig nok dertil, og ikke gjemmer det
Fordærvelsens Forsæt at fortsætte som før blot Faren staaer
over.
Saadanne Forvandlinger pleje at foregaae i de menneskelige
Gemytter; og de ere velgjørende, thi de ere jo ikke andet end
en skjærpet sædelig Tilstand som indtræder hos Gode og Onde
til Frelse af Menneskets Bedste, medens dets skrøbelige Dccl
opgives. Selv under den Raahedens og Uvidenhedens uvirk
somme Forfærdelse, som lader Hænder og Sjelekræfter synke,
anseende Soten, som en himmelsendt Syndestraf, hvem det er
en unyttig Formastelse at modsætte menneskelige Kræfter, for
glemmende Jesu Ord om hine der faldt under Siloams Taarn
og mistydende at vi skulle kaste al vor Sorg paa Gud" — selv
under denne sløve Fortvivlelse , der anseer og gjør al Hjælp
unyttig, er en Selvprøvelsens Forvandling foregaaet. Tingen er
— bevægende sig i en Cirkel, er den, efterat have prøvet Ulyk
kerne og vel prøvet, men for hurtig forkastende Midlerne, stand
set ved den samme Forfærdelse, hvorfra den udgik, ved det
samme Jammerens Punct hvor den vaktes. Imidlertid, om disse
Sjele ikke udstraale i Kraft under Ulykken, ikke føle sin Andagt
opløftet, ikke lytte til Trøst og Hjælp og Raad, men troe det
bedre, at lade Byen brænde og gaae i Våndet — vist er det,
under Dødsslagene rundt dem, ere ikke deres Hjerter saa stille
som deres følesløse Øine og hængende Hænder; deres Sjele ere
dog mere vakte og aabne end ellers; de have opløftet sig og
speidet, men intet fundet, skjøndt det var der; de have prøvet
sig og maaskee fundet en Ro, der indbildt tilfredsstiller dem selv
— kun Haabet have de ikke mægtet at fastholde og Kraften
skinner ikke gjennem deres formørkede Øine.
Der er da Ingen, hvis Sind bliver uforandret og uendset af
den Almeenulykke, som vi kalde Låndfarsot. Som Borger, som
Menneske, der er deelagtig i særskilte Forhold som Fader, som
Barn, som Moder, som Brud og Brudgom og Ven kunne Sinds
forandringerne — ligesom hos den Dydige eller Lastefulde — an
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
