Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- TREDIE TIDSRUM: NORGES VANMAGTS OG ULYKKES TID UNDER KONGER I DANMARK (FRA 1387–1814)
- I. MED SELVSTÆNDIGHED OG KONGEVALGRET (1387–1536)
- K. Johannes (Hans) den 1ste (1483–1513)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
stemtes mellem Norge og Rusland, gjorde Steen Sture
opmærksom. Underhandlingerne, som denne kloge Mand, der hjemme
havde nok af misfornøjede, avindsyge Stormænd at holde Øje
med, hidtil havde sørget for ingen Ende toge, afbrødes. Krig
begyndte. Landsforræderske Modpartier og et Nederlag tvang
Sture til at fratræde. K. Johannes, som i 1483, da hans
Underhandlinger toge en gunstig Vending, var bleven tilsagt den svenske
Krone, erholdt denne sidst i 1497.
| Opstand under Knut Alfssøn. Sverig løsriver sig af Foreningen. |
Erobrer-Ærgjerrighed er ikke for god eller stor til at boe i
en smaalig Sjel. Men denne Lidenskab bedrager sig altid, om
den sætter sig endelige Grændser. Ere disse naaede, blive de
kun Midler og nye Trin. Kong Hans havde naaet Margrethes
Storhed. Selv Sturerne havde bøjet sig — dog mere for Om
stændighederne. Han stod paa den tresidede Unionspyramides
Spidse. Hvem skulde vel ikke troe en Oldenborgers Ærgjer
righed mættet? Dog opdagede han ifra sin Høide lavt nede i
Holsteens Marskegne et lidet Folk paa faa Tusinder, Ditmar
skerne, som med den republicanske Forfatnings Dyder, med
simple rene Sæder og Tapperhed havde hævdet Friheden baade
inden sig selv og uden mod de Kongehuset befrændede holstenske
Hertuger. Med en stor Lejehær al alskens tydske Bramarbaser,
selv omringet af talløse Fyrster, Baroner og Junkere — Alle
muntre og sejervisse, somom de kun vare indbudte til et Jagt
gilde — drog Kongen ud mod det lille Folk. Som et Hav væl
tede hans staalglindsende Geleder sig thordnende ud over den
Afkrog, hvori det kun bad om at faae skjule sin Frihed og Fred.
Men i Krig et Lands Natur
kjæmper for sit Folk,"
Det Hav, fra hvilket Ditmarskerne havde vundet det Land, de
dyrkede, slåp de løs gjennem Sluserne midtunder en Træfning.
Hvad der ikke faldt af den kongelige Hær eller ilsomt søgte
Flugten, omkom i de indstyrtende Bølger. Selv Dannebrogsfahnen,
som Præstebedrag eller et Krigspuds havde indbildt Folket en
gang at være nedfalden fra Himlen i et Slag mod de hedenske
Liflændere, gik forloren i Nederlaget, og med den ethvert videre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Tue Dec 12 14:29:10 2023
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/wergeland/4-2/0039.html
