Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tale til Forfædrenes Minde". 99
politisk Frihed, baade fordrede denne udstrakt som Fædrenes
og større end Tiden var vant til, og at de færdedes med saa
sikker Kløgt paa Thingene, som om disse ingensinde havde været
ophørte, som om de ufrie Aarhundreder kun vare en Drøm hen
ilet over Thorleif Lagmands og Thambeskjælfvers Øienlaage, kun
et roligt Fravær fra det ene Alherjarthing til det andet.
Ak, Medborgere! denne Drøm var lang og tung; dog gik det
stærke Aandedrag, og Pulsen slog fuld. Den var frygtelig: Oslos
og Hammers Røgdriver vare gjøglende Skygger deri; mellem
brudte Vaabenskjolde og Dynger af Menneskebeen laae Knut
Alfsons og Herluf Hyttefads Hoveder henslængte : Bødler kivedes
med Ørnene om de dryppende Steiler. Den var frygtelig; dog
forvirrede den ikke Forstanden. Alle de indsatte Ædelstene
faldt under den ud af Kronen; dog blev dens Ring endnu sid
dende om Issen.
En saadan synkende Mellemtid, hvori et Folk synes at for
negte sig selv, dets Kraft at slumre, og med dets udmærkende
Dyder Lykken at forsvinde, have flere Nationer end den norske
havt; — ingen dog mere end denne. Det er derfor vi med
saamegen Glæde, med en naturlig Drivt formedelst det større
Aandsforvantskab og Liighed i Forfatning, sætte os i Forbindelse
med det ældste Norge. Dets Saga forstaae Vi; men ingenlunde
tilfulde hvorledes Ætlinger af disse frisindede Helte kunde saa
længe taale Fædrelandets Vanære. Vi springe over Mellem
alderen. Vi hverken beundre eller elske disse Nordmænd. Det
er kun i Tiden ikke i Aanden de staae os nærmere. Vi finde
ikke hos dem vore Følelser for Rigets Hæder, vore Begreber
derom, vor Frihed, vor Frihed- og Fædrelandskjærlighed. Vi tale
ikke til det Norge, der forekommer os sovende, men til det
Levende, hvis Bedrivter staae os for Øine i Sagaen og atter
foregaae i vor Indbildningskraft — det der taler til os i et Sprog,
som synes formet efter Landets og Folkets Natur, og som vi
føle Fortræffeligheden af fremfor det vi fik af de nærmeste
Fædre. Vi mene Oldtiden, naar vi nævne det gamle Norge. Vi
ile strax did, ligesom Øiet seer tversover fra Fjeldtind til Tind
uden at bøie Synstraalene efter Dalen imellem.
Det er fælleds Dyder, Friheden og dens ejendommelige Dyder,
som bevirke denne sympathiske Lighed. Det er Dyder overant
vordede dette Norge fra det gamle Norge hele og med det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
