Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tale iil Forfædrenes Minde". 103
om Randsfjorden, om Thyrifjorden og langs med de store Floder.
Taarnene turde de bøje i Byerne, hvor lidet norsk Blod rørte
sig; men vel vogtede de sig for at bøje den norske Bonde
under den Livegenskabets personlige Trældom, som knugede
Bonden hjemme hos dem selv, ja næsten over al Europa, mens
den forlængst var forviist fra Norge. Tempelmalmen turde de
udtage, men ikke Malmen af Bondens Haand. Efter gammel
Sed var han bevæbnet, og æskede at agtes for og behandles
som en fri Mand.
Der levte da med hine Frihedens Levninger, som gjorde sig
gjældende i det daglige Liv, og derfor indgroede med Slægterne,
ogsaa Rester af Frihedssindet? Ja, de overraske os som de
Sommerens Blomster der stundom træffes om Høsten og rødme
frem af den tynde Sne. Ja; men Trangen til større, til megen
Frihed, Almeenfølelsen for det hele Riges Velvære og Hæder
var forsvunden — deri vare Mellemalderens Nordmænd van
slægtede fra Oldets. Deri, at vi have den, at vi glødes sammen
deraf til eet Folk af een Aand — deri er det større Forvantskab
imellem Oldet og Os.
Medborgere! deri — i Almeenfølelsen for Norges Velvære og
Hæder, i samme Frihed, i samme Sands derfor og Dygtighed
dertil, er Forvantskabet mellem Oldets og dette unge Norge,
Uligheden med det, der erkjendte et fremmed Herredømme.
Det vilde være os umuligt. Dette er nok til at gjøre Skillet.
De gudbrandsdalske og østerdalske Bauner, Haldens store Baune
har lyst herligen over det sjunkne Norge ; Anna Kolbjørnsdatters
Halmflamme har blusset sig i Natten Stjernens Evighed til, Kruses
Carabiner have blinket livligen i den mørke Skog. Da flammede
vel en vis almeen Følelse af Nationalitet; men den var kun
Nationalstolthedens, Krigshæderens, blussende kort som de Bauner
der tændte den. I lange Fredsaar opløstes den. Om lidet taaltes
af andre Riger, af det Medforbundne taaltes Alt. Egenkjerlig
var hver Mand nøjd med, at han intet leed, og med at de per
sonlige Friheder bestode.
Men dette er ikke den Almeenfølelse, den Nationalaand, som
er Særkjendet paa det unge Norges Liighed med Oldets, og som
forjetter os Fædrenes Hæder — disse, der erhvervede Nord
mændene Ret til bestandig at agtes for en selvstændig Nation,
i Feldten lærte Fremmede det, og ved Forfatningen, som tidligen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
