Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jødesagen i det norske Storthing. 399
det nødvendigt at tilstede dem Adgangen. Saaledes har Nødvendigheden i
Virkeligheden medført en faktisk Omgaaen af Grundloven.
Men har man nu at vælge imellem Ophævelse af Loven eller at lade den
staae paa Papiret, medens den faktisk betragtes som ugjældende ved at
underskydes en anden Mening end den har, saa kan vel Ingen være i Tvivl
om, at det Første bør foretrækkes; end mere, naar man ved at vælge det
Sidste tillige understøtter og vedligeholder den Vildfarelse, der har givet
Anledning til Bestemmelsen.
Erfaring har fremdeles lært, at Lovbudet i sin Anvendelse medfører
Voldsomheder og Uretfærdigheder, endog uden at noget Godt derved opnaaes.
Et eneste Tilfælde, som Behandlingen af den skibbrudne Michael Jonas,
maatte allerede være tilstrækkeligt Beviis om, at Lovbudet ikke kan bestaae
med Retfærdighed; dets Virkninger for Politimester Friele, der var sat i det
Tilfælde, at han maatte handle, og håndlede efter bedste Skjønnende, er et
nyt Beviis herfor. Disse vare nemlig Følger af Lovstedets indvortes
Uhensigtsmæssighed, der paa den ene Side ikke tillod Jøden at forblive i
Landet, og paa den anden Side gjorde det til en Uretfærdighed at jage
ham bort. Allerede i 1817 opkastede Kjøbmand Glogau Spørgsmaalet hvor
ledes Vedkommende skulde forholde sig i et saadant Tilfælde, og han
fremsatte det paa en Maade, som viste, at han ansaae det for uopløse
ligt (Norske Tilskuer 2 Aarg. No. 7). Svaret udeblev, indtil Nød
vendigheden medførte, at Knuden maatte overhugges — til liden Baade
for vedkommende Embedsmand saavelsom for den ulykkelige Mosait.
Ikke meget mindre oprørende maa det føles, at en Kunstner, Henri
Leia, blot for at være kommen til Landet, uden forresten at have foretaget
sig Noget til Nogens Fornærmelse, skulde lide Fængsel paa Vand og Brød
i 28 Dage, og at en anden uskyldig Mand maatte for sin Godtroenhed udrede
Bøder, — Alt for at opretholde en saadan Lovs Anseelse i de Dele, hvortil
Fortolkningens Vilkaarlighed ikke lod sig udstrække. Det er sandt, det
vilde ikke være bedre eller anderledes, om Grundlovsbudet ikke havde
været til, naar den private Lov alligevel bestod, efterdi disse Tilfælde just
vare Anvendelse af den private Lov ligesaavel som af Grundloven. Men saa
længe Grundlovens § 2, forsaavidt Jøder angaaer, bestaaer, kan den private
Lov ikke i denne Dccl forandres, hvor forkastelige dens Virkninger end vise
sig at være. Saaledes indeholdes ogsaa heri en Grund for at sætte Grund
lovsbudet ud af Kraft.
Ogsaa Høiesteret har i sin Betænkning antydet Hensigtsmæssigheden af
en Grundlovsforandring i dette Tilfælde, for at opløse de Vanskeligheder,
eller forebygge de Vilkaarligheder, som Lovbudet ved sine andre Ufuld
kommenheder giver Anledning til. Med Proponenten maa Kommitteen des
uden være enig i, at en Religionsintolerants aabenbarer sig i Lovbudet, som
ikke kan bestaae med Fornuftens Fordringer, eller med Kristendom og
Protestantisme; at det er en uheldig Udvæxt paa Grundloven, som de paa
den Tid mere end nu herskende Fordomme have frembragt — tildeels grun
det paa feilagtige Begreber om den jødiske Religions virkelige Beskaffenhed,
tildeels paa den ved Mishandlinger mod Jøderne fra de Kristnes Side
bevirkede Stemning imellem disse og hine indbyrdes, en Stemning, som efter
haanden er ophørt eller ophører tilligemed dens Aarsag. Kommitteen troer
sig derfor overbeviist om, at idetmindste flere af de Mænd, der paa Eidsvold
bevirkede Bestemmelsen, nu misbillige den, saa at man kan med Sikkerhed
antage, at den, om Grundloven nu skulde gives, ikke vilde finde Plads deri.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
