Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
208 Avhandlinger. — Oplysnings-skrifter.
salige Aanders skarpe Øje til at see dette alt med, til aldrig at
tabe Guds Storhed og Godhed afsigte; men de Øine vi have,
dem bruge vi ikke nok til at see den almægtige Gud selv, hvor
ledes han møder os i Alt Men lader os i Øjeblikket, da Gud
ved sin Torden ligesom har vakt vore Øjne, tvunget dem til at
være vaagne, idetmindste medens den ruller og Lynene skjære
i deres Nerver, anspænde vort aandige Syn, saa at vi kjende
Gud selv i hans Aabenbarelsers Tegn og erindre fra denne høi
tidelige Stund af, at Han altid er os nær i sin Storhed, og at
han aldrig slipper os af sin Kjærligheds Arme ; da skal det være
som om vort dødelige Øje var hvæsset til at opdage det mindste
Spor af Guds hellige Nærværelse og til at see ifra Jorden alt
til Hans Throne i Hunlens Højeste, ja didhen til Guds Kjærlig
heds Forborgne, til Hans Helligheds Skjul, hvor hans Barmhjertig
hed aabner sine Arme og hvor Forsoningen skal opfyldes. Hør
os da, vor Fader i Hunlen! vi ville ikke længer være blinde med
dine Herligheder for Ørnene, ikke døve for dit Ord i vort Øre,
som om dette var det stenige Hul for Sæden, ikke blinde for
dine store Gjerninger, for Englene, du sender os i Tilskikkelserne,
for Trækkene af din Haand, der fører Alt til sit Maal, Alt til
det Bedste, det Fortrykte til Frihed og Storhed, de Smaa til
Herlighed, ikke forglemmende, at du er os altid nær, ikke holdende
vore Øine til, saaat vi ikke kjende Dig, vor Fader, Du som er i
Himlene!"
Den gamle Skolemester bøjede her sit Hoved og bad Fadervor,
etterfulgt af de Tilstedeværende. Da han ikke vilde tåge det
af Præsten samme Dag behandlede Evangelium, slog han Evan
geliebogen op paatræf, og Lukas 24de Kap. 13de Vers, d. e. anden
Paaskedags Evangelium, faldt op. Efter et Ophold begyndte
Han, ligesom vækket af sin Eftertanke af et rædsomt Torden
skrald, som rystede Huset og lod Tilhørerne nærme sig tættere
til ham:
Sandelig, Gud er nær os i dette Tordenveir: dette Lyn var
den svindende Flig af hans Nærværelse. Han er nær os med
Døden, med sit Kald indfor den evige Dom. Alle høre Tordenen;
men hvor Faa, at Gud taler deri opløftende om sin Almagt, om
sit Skaberværks Herlighed, om Menneskets Afmagt: at denne
Jordens Herre, saa ofte sine mælende eller umælende Støvbrødres
Tyran, ikke er sikkrere under sine Taarne og Tåge end den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
