Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
For Arbeidsklassen IL 209
sammenrullede Larve under Bladet naar Pladskregnen falder!
Se, Naturens Lovbog er ligesom aabnet for os i denne Himmel
fuld af pragtfulde Skyer. Lynene ere som himmelske Lære
mesteres Fingre, der fortolke de herlige Billeder og Naturens
vise Love. Men er det Dette, de blinkende Øjne see? De see
Lynene, men ikke Meningen deri: at de skulle oplyse vore Aander.
De forfærdes over at Klippernes Afgrunde blive tydelige; men
hvor Faa see, at de fare over vore Hoveder for ogsaa at oplyse
vore Hjerters Dybder, at fylde med Ild gamle Minders Træk om
gamle længstforglemte Synder. Forfærdelsens Øre bedøves af
disse Slag, og Menneskene tilhylle sine Hoveder og længes efter
Stilheden, som om disse Øjeblik ikke vare kostbare og ikke
komne for ligesaavel at frugtbargjøre Sjelene, som Højene og
Agrene, med straffende og velgjørende Tanker, med Erindringer
og Beslutninger, med hellige og rensende Følelser, med Bøn og
opløftende Andagt. De see Ilingernes Spor, de bøje sig ligesom
Træerne under deres Fart, de hælde sine Hoveder sammen lige
som Græsset, de bæve under Tordenbragenes Styrke ; men mon
de Alle bøje sig sammen i samme Andagt, bøje sig for, bæve
for den vældige Gud, som fremgaaer i Stormene, og hvis uud
talelige Navn i Lynets Sekund hencirkles henad Skyernes flam
mende Rand? Han, som taler lydeligen i Tordendrønene ligesom
han hviskede i Morgenvinden om sin Kjærlighed til Alskabningen,
og som peger, i de nedbrustne Træer, i de flammende Vaaninger,
de bævende Taarne, i Vraget histude paa Havet, paa alt det
Skabtes, paa al menneskelig Vældes og Livs Usikkerhed og For
krænkelighed.
Ak, isandhed vore hedenske Forfædre vare da mere opmærk
somme paa dette Højere, som boer i Naturens forfærdelige Kræfter :
de iklædte dem Guddommelighed og Guddomsnavne ; men de
fore vild i sin Indbildningskraft, og glemte, at det kun er een og
den samme Gud, der udsender Stormen og lader det spæde
Blomster spire, trives og henvisne i Fred, og tilsidst tillade de
disse enkelte Virkninger, der i een Guds Haand sigte til den
hele Verdens Opholdelse.
0, lad disse Tordenilinger fare igjennem vore Sjele, rensende
dem som de rense Luften! Der bliver det qvalmt, om de ikke
stundom opløfte sig til det Himmelske, ligesom det lumrer under
Himmelhvælvet, naar Skyerne synke lavt og knuge med sin Vægt.
Avhandlinger. — Oplysnings-skrifter. VI. 14
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
