Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Juli 1827. 9
Forstand og et saa ædelt, godmodigt Hjerte, at jeg maatte be
undre Hende i samme Grad som jeg maatte beklage mit Tab.
Jeg var dog ikke saa letsindig som Hulda troede — jeg glemte
Hende aldrig, men nærede desuagtet et svagt Haab, da jeg troede
(daarligen) at Intet var umuligt for sand alvorlig Kjerlighed, og
at vore Characterer stemmede temmelig overeens, at Hulda den
gang ikke burde have svaret anderledes, men at Hun engang vel,
nåar Hun havde prøvet min Lidenskab for Hende, ikke vilde nægte
mig Haab, nåar jeg forresten vilde vise mig Hende værdig. —
Jeg saae ikke Hulda næsten et halvt Aar, men da jeg gjensaae
Hende, var det ikke Hendes blomstrende Skjønhed som opfriskede
min Lidenskab; thi den havde i Huldas lange Fraværelse den
hele Vinter, saa aldeles behersket min Sjel, at — jeg skammer
mig ved at sige det, — det var mig umuligt at bestille Noget,
hvad det saa skulde være : — jeg haabede, jeg drømte, jeg tænkte
ideligen paa hvorledes jeg skulde vinde min tabte Himmel tilbage,
og jeg vidste, at fik jeg først Grund til Haab vilde min Sjels
uvirksomme, slappede Tilstand igjen hæves, og at jeg da snart
vilde gjenvinde dobbelt hvad jeg i Studier havde tabt. Det var
ikke Huldas blomstrende Skjønhed, som lod min Lidenskab voxe
til en saadan svimlende Høide, at min Forstand ikke kunde
hæve sig over den, men endnu mere det Blik, jeg havde kastet
i Hendes Sjel, og som grundede min Kjerlighed paa Agtelse
og den inderligste Beundring: min Indbildningskraft, hvis fulde
Virksomhed Intet i min Ensomhed formaaede at afbryde, ud
dannede sig et Ideal — kort min Sjel var Hig det Skib, som
er kommet Malstrømmen for nær: det kjæmper, det sætter alle
Seil til; men — forgjæves! de sorte Klipper rage alt som skum
dækte Tænder frem af Hvirvelens Centrum — ha! nu er det gaaet
under med Top og Tavl!
Jeg kjæmpede, jeg stred med mig selv, med min Stolthed, som
længe qvalte enhver Tanke om nok engang at bede om den
Piges Hjerte, som engang afslog det, men min Stolthed eller Selv
følelse og min sunde Livsphilosophie vare Kjæmpere, med Hjelme
af Avner og Landser af Halmstraae i Kampen mod de Rækker
af gyldentrustede, dristige Forventninger og modige Planer og
de tusinde purpurklædte Drømme, der flagrede om som Sara
cener paa deres glindsende Heste i Ørken, og som min Phantasie
opfyldte min Sjels Synskreds med. Hver Gang jeg var i Risebroe,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
