Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
66 Brev
som en Gigant, der seer det himmelske Olymp over sig og ud
støder frugtesløse Hviin og Suk. Min Pens Fostre døde paa
Faae nær i Ilden, og kun nogle Enkelte ifra den Tid har min
Fader optaget i de „Stellas Digte" som om faae Maaneder ville
vise sig paa Parnasset — og efter Dommeres Mening, som have
Kjendskab til Petrarcas Canzoner, ved Siden af disse som flam
mende Cheruber ved Siden af smiilfulde Serapher. Med saa
danne unyttige Beskjæftigelser hensled jeg en Tid, og jeg sank
mere og mere i mine Øine i samme Forhold min fundne Stella
steg. Dette fandt jeg dog var et elendigt Liv: jeg søgte Ad
spredelse, gad dog ei reise til Byen. I disse kjedsomme Dage
reiste jeg, for at distrahere mig lidt, ud til et Huus, som var
prydet med mange smukke, morsomme Døttre, som jeg første
gang togange den forløbne Juul havde seet, og af dem med mere
end almindeligt Behag den Yngste. Da jeg kom var hun borte
i en Præstegaard et Par Mile derfra. Som jeg sidder midt iblandt
Søstrene — tænk da hvad jeg gjør! Øjeblikkelig beslutter jeg
at gjøre ved et Alexanderhug Ende paa den gordiske Knude af
sygelige Tanker, jeg bar paa, at opgive min egentlige Stella og
indsætte den fraværende unge Pige i Stellas Rang. Jeg springer
op, vinker en Ven, som da var der, som en af Søstrenes Kjæ
reste, udenfor, spørger ham: „Hulda er jo meget godhjertig og
snild?" Han svarede med klaprende Tænder og utaalmodig over
denne Samtale i den bidende Kulde: „Ja . . javist!" „Hun har
et godt Hoved?" — Ja et meget godt! „Har hun lært synderlig
Mere end hvad man lærer ved Confirmationen?" — „Aa Snak —
var Svaret —Nu maa jeg ind til Kakkelovnen." Nok — jeg
tager strax Afsked, til ikke liden Forandring for Familien, da jeg
ikke vilde bie engang foråt spise tilmiddags, skjøndt Bordet stod
dækket, angiver som Paaskud, at jeg vilde besøge en Officeer,
sætter mig i Slæden, og jager afsted til Stedet, hvor Hulda var.
Paa Reisen indbildte jeg mig fuldt og fast, at jeg handlede meget
fornuftigt i at give en ødelæggende og hensigtsløs Lidenskab
Afsked ved saaledes at extemporere en Anden. Jeg kom , fandt
Hende i Selskab, skrev nogle Linier, som jeg bad Hende læse,
da hun kom hjem, og fik saa — tilpas — et mundtligt „Nei".
Jeg reiste tilbage, nynnende Fastings Epigram over en uheldig
Elsker, som kom, saae men ikke vandt. At jeg da ikke drog
synderlig tungere om Hjertet hjem end ud, er klart.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
