Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Zobolam 77
Moderen
Ja, hvo der kunde.
Den Sortklædte
Ikke kan, men skal.
Thi kunde Mennesket, saa rev det Sceptret
af Herrens egen Haand. Her er at skulle.
Og Du skal ikke sørge, ikke plette
den Verden Gud har skabt saa pletløs.
Hvad er din Sorg da? — fræk Formasten
til andet Brug af Livet end Gud vil.
Og derfor tør ei Graaden bort alene;
stik ei ugudelige Oprørsfahnes
Sølvtopper ned i Støvet;
men bryd og sønder Sværdet! —
Moderen
Vel! Jeg er munter . . Ak, jeg kunde synge.
Tilgiv mig, Du, som er derude —. Ak!
Den Sortklædte
Hvad Ak! I hykler Fryd for Frydens Skaber?
Moderen
Jeg kjæmper; men Naturen er saa stærk.
Den Sortklædte
Naturen følg — det er den store Dyd.
Med hvilke Øine seer den gode Skaber,
som lod Viinhøjene udbølge,
ei nedpaa Bakken, som fordrister sig
at løfte tørre Steilhed opimod
den Sol, der Verdnerne forgylder,
og frækt opunder Skyers Rigdomshave?
Mon slaaer han Bakken ei med Nesleriis?
med Tistler pidsker den til Skræk for Alle,
som Han med Bylder og med Pletter slaaer
det Ansigt, der ei vil ved reenlig Tvæt
den Skjønhed lade straale, Gud det gav;
og lader haant om efter Evne at
forskjønne Verden?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
