Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
300 F. Jónsson: Nekrolog.
nævnte Oldnordisk Formlære. Hertil kan endvidere regnes
et par afhandlinger: Om deældsterunemindesmærkers
sproglige stilling 1869 og 1871 (i Aarbøger), der vistnok
hører til de mindst resultatrige.
Til de lexikalske afhandlinger hører f. ex. Gr ræna z og
Ku et t 1866 (i Aarb.) og det sidste atter 1884 (i Arkiv f. nord.
fil. II), -ríðr i kvindenavne 1868 og 1870 (i Aarb.), Málfylling
1868 (sst.), Hl j ods t af r osv. 1875 (ást.), Rímhenda ei
rúnhenda (sst.), Ogir ei. ægir 1876 (sst.), En bemærkning
om edda som navn på et skrift 1884 (sst.), En
betydning af ordet veggr 1889 (sst.)
Alle disse afhandlinger er prægede af de samme egenskaber,
som Gislasons øvrige större skrifter: grundighed i undersøgelsen og
skarpsind i at ramme det centrale (undt. i runeafhandl.), alt så
kort og prsecist som muligt. Kortheden gælder dog ikke det
egentlige bevismateriale. Her var Gislason vidtløftigheden selv, og
det i den grad, at vi ofte synes, at det halve kunde være nok;
man kan f. ex. henvise til hans Ymir, s. 6-7 og særlig 8-13
(lutter exempler!). Sagen var den, at noget nyt skulde slås fast
med en afgörende sikkerhed eller en gammel urigtig
opfattelse slås ned for aldrig mere at rejse sig.
Af disse afhandlinger, både de större og de mindre, fremgår
klart K. Gislasons arbejdsmetode. Det er nemlig ojensynligt,
at der i regelen skulde et ydre stød, en udenfra kommende
foranledning til, at han gav sig i lag med de enkelte spörsmål.
Således kom den da fra hans egen læsning af oldskrifterne, når han
stødte på noget, der viste, at andre og han selv med havde haft
en urigtig opfattelse af et eller andet. Fandt han således et rim
som frcegr . . . ogir, stod dette i strid med den gængse opfattelse
og skrivemåde ogir. Hele spörsmålet undersöges, det slås
uimodsigelig fast, at ordet hedder ogir. Gíslason stødes, ligesom så
mange andre för ham, over udtrykket i gc&r i Hamðismál; han
ser, at det må betyde ’i morgen’ og han viser nu, hvorledes ordet
kan få den betydning. Men også fejlagtige opfattelser i nyere
bøger af et ords form eller betydning gav ham anledning til at
skrive. Således bevirkede den urigtige opfattelse "i et lexikalsk
arbejde" eller "i et nylig udkommet værk" (som han betegnede
Vigfussons Dict.) af ordet Mjóftstafr og rúnhenda, at han skrev om
disse ord, osv.
Herpå beror det ligesom tilfældige, som vi ikke alene
lægger mærke til ved K. Gislasons spredte, forskellige
afhandlinger, men også i valget af de enkelte æmner, vers eller versdele, der
behandles. Denne ejendommelighed ved hans produktion, som på
en måde var dens svage side, belyses ved en ytring, han engang
lod falde til forfatteren af disse linjer; den lød omtr. som så, at
"han aldrig tog en digters samlede vers til systematisk behandling,
men kun et enkelt vers, eftersom en öjeblikkelig indskydelse sagde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
