Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
194
Dyrlund: Anmälan.
til med vor höjagtede realskoleinspekter1), at forarges över den
yngre slægt, når den* tåler om, at dören lukker sélv (eller af sig
sélv)?2) efter min mening aldeles ikke, såsandt udtrykket "dören
lukker godt" i mands minde har været regnet for godt dansk.
Dertil kommer, at den påankede vending allerede har adskillige
sidestykker, der stötte den som gode kammerater, og hvis livskraft
viser sig i deres yngledygtighed: geværet läder selv, pråm men
losser sélv, mejemaskinen lœgger sélv af og binder sélv, og deraf
i förste række: sélvlukkende dör, selvladende gevaer, sélvlossende
pråm, selvbindende maskine, i anden: sélvlader, selvlosser, séLvbinder
o. s. fr. Endnu er det da heller ikke ganske glemt, hvad en
sélv-koger var for noget. Under alle omstændigheder skal den stormagt,
som kaldes livet, nok vide at gennemfore sit velgrundede krav på
korte og træffende betegnelser.
Et andet, mere omfattende, eksempel på sprogets stadige
ud-viklingsdrift er lige strejfet af förf. s. 211, hvor han bemærker, at
i fornutids tillægsmåde på -en beholdes n föran t i intetkön, når
den bruges "som et egenligt tillaögsord" (eller som biord, se s.
2348): et tvungent smil, smile tvungent o. s. v. Men denne
bevæg-else, der, skönt forholdsvis ung, idet den væsenlig tillhorer
inde-værende hundredår, dag for dag griber videre om sig, — så
for-skellen mellem "etslebet gl&&" og "et slebent vassen" næppe i længden vil
kunne holde sig —3), er jo kun fortsættelse af en ældre, vedrorende selve
"de egenlige tillægsorá" på -en: doven, kristen, lunken, rådden, negen,
ulden, vranten o. s. v. Af denne trop vover en enkelt blænker sig
frem i sin ny uniform inden udgangen af det 17:de hundredår4);
men Holberg5) har f. e. et laadet dyr, et aabet brev (dette endnu
1790), ja længe efter 1800 tåler N. F. S. Grundtvig, Worsaae o. fl.
om et våget öje. Den sælandske bonde har endog fäet andent
(ud-talt aent med et långt, fordunklet a).
Det er uomtvisteligt, at det nu hedder snœvrest, œdlest,
sjœld-nest (§ 94 og 131); selv inden for skolens vs&gge stöder man dog
på forfattere fra förste halvdel af dette og sidste af forrige hundredår,
der skriver sikkerst, tapperst, simpelst, œdélst, usselst, sjœldenst
o. s. v. Det af Holberg i Ortograf. anmærkn. indtagne ståndpunkt,
hvorefter det var bedst at skrive "sikkerst", hævdedes kun tildels
af Höjsgård i § 146, men fuldt ud af Baden i Forelæsn. s. 103 ned.6).
*) i Berlingske tidende 1893 n:r 61.
a) Af de to udtryk "dören lukkede sig" og "dören lukkedes" (M. § 136
anm. 3) betegner det ferste selvlukning (f. e. på grund af træk) eller lukning
af ubekendt årsag, det sidste lukning ved en person. Samme forskel mellem
"jeg hörte lagen smække i" og "j. h. 1. blive smækket i" jf. M. s. 283.
3) Allerede 0hlenschl. skrev (skjold af) slebent stål (Palnatoke V), et
svundent liv (Aladdin V).
*) Laurentzens oversœttelse af krigsartiklerne 1688 § 113: göre vandet
skident — Jeg ser bort fra, at Suso 628 har "mit eghent h¾", stik imod den
nu gældende regel (M. s. 175). •) Mindre poet. skrifter, Liebenbergs udg., ».
62 og 280. •) Af gamle sælandske bender har jeg hert f. e. di (de) sjœllenste,
(sjældneste), de(t) låmpenste (làmpneste).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
