Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Verbets stilling i sætningen i det
norröne sprog *)■
I det norröne sprog raader en ordstilling, som fölger
faste regler og paa samme tid tilsteder adskillig afveksling
og bevægelighed. SprogfÖlelsen kræver en bestemt orden i
sætningsledenes rækkefölge, og enhver afvigelse derfra merkes
som paafaldende. Men den omstændighed, at
opmerksom-heden saaledes uvilkaarlig henledes paa ord, der faar en
usedvanlig plads, benyttes igjen inden visse grænser som
middel til at udhæve, hvad der i öieblikket stiller sig for
den talende som mere betydningsfuldt.
Denne forening af regelbundethed og frihed giver den
folkelige prosa et behageligt præg af levende tale. I den
lærde stil gjör indblandingen af fremmedartede
udtryksmaa-der ikke sjelden ogsaa ordstillingen stivere. I poesi bliver
man af metriske og rhythmiske hensyn ofte nödt til at
afvige fra ordenes naturlige stilling og at söge tabet erstattet
ved andre midler.
Naar har disse regler for ordstillingen udviklet og fæstet
sig? Det er paa forhaand rimeligt at antage, at i det samme
tidsrum, da det urnordiske sprog omdannedes i lyd og
böi-ning til den skikkelse, som vi kjender i den historiske tid,
er en forandring ogsaa foregaaet i ordföining og ordstilling.
Noget kan i den retning sluttes af de ældre
runeindskrifter.
Guldhornsindskriften 2) har: ek Hlewagastin HoltingaR
horna tawido.
*) Foredrag ved det nordiske filologmöde i Kristiania 1898.
a) Citaterne er, hvor andet ikke bemerkes, efter Noreen, Altisl. u. altn.
Gram. 2:te Aufl.
ARKIV FOK NO BP IS K FILOLÜOI XVI, Kl FÖLJD XII.
16
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
