Da nu den tid var kommet, at kreaturerne skulde gjætes i skogen, vilde han gjæte. Faren satte sig derimot; han hadde jo aldrig gjætet før og var nu i det <--- ! --->fremtende<--- ! ---> år. Men så godt talte han for sig, at de blev som han vilde, og hele den vår, sommer og høst var han blot hjæmme og sov; ellers i skogen med sig selv den utslagne dag.
Dit op til sig selv tok han sine bøker med. Han læste og skar bokstaver i barken; han gik og tænkte, længtes og sang; men når han om kvællen kom hjæm, var faren ofte full, slog hans mor, forbante henne og bygden, og talte om at han engang kunde ha rejst langt bort. Da kom der også rejselængsel i gutten. Det var ille her, og bøkerne bar ut, og somme tider var det likesom også luften bar ut og over de høje fjælle.
Så var det at han midtsommers møtte Kristian, kaptejnens ældste søn, som fulgte tjenestegutten til skogs efter hæstene for at få ride hjæm. Han var et par år ældre æn Arne, let og lystig, ustadig i al sin tanke, men midt in imellem stærk i sine forsæt. Han talte hurtig og avbrutt, gjærne om to ting på én gang, red hæster uten sadel, skjøt fugler i luften, fisket med flue og forekom Arne at være målet for alt liv. Han hadde også hug til at rejse, og fortalte Arne om fremmede land så det strålte omkring dem. Han mærket Arnes lyst til læsning, og nu bar han op til ham de bøker han elv hadde læst; efter hvært som Arne læste <--- ! --->unda<--- ! --->, fik han nye; han sat selv der om søndagen og lærte ham at komme til rette med geografi og landkart, og hele den sommer og høst læste Arne, så han blev blek og mager.
Om vinteren fik han lov til at læse hjæmme, da han dels skulde gå til konfirmationen næste år, dels altid visste at omgåes faren. Han begyndte med at gå på skole; men der syntes det ham best, når han fik lukke øjnene og tænke sig til bøkerne hjæmme; heller ikke var nogen bondegut længer hans kammerat.
Farens mishandling av moren tiltok med årene, likesom hans drik og legemssmærter. Og når Arne desuagtet måtte sitte og fornøje ham, for at skaffe moren fred den stund, og da ofte sige ting han nu foragtet i sit hjærte, tok han had til faren. Dette bar han dypt hos sig, såvelsom sin kjærlighed til moren. Møtte han Kristian, gik talen fort om de store rejser og bøkerne; selv for ham tidde han om, hvorledes det stod til hjæmme. Men mangen gang når han kom fra de vidtfarende samtaler, gik hjæmover alene, og tænkte på hvad han nu <--- ! --->måske<--- ! ---> fik at møte, gråt han, og bad Gud mellem sine stjærner at sørge for han snart måtte få lov at rejse.
Om sommeren blev Kristian og han konfirmeret. Straks efter satte <--- ! --->hin<--- ! ---> igjænnem sin plan. Faren måtte la ham slippe avsted for at bli sjømann; han forærte Arne sine bøker, lovte at skrive ham flittig til - og rejste.
Nu stod Arne alene.
I denne tid fik han atter lyst til at skrive viser. Han lappet ikke længer på gamle, han laget nye, og la i dem hvad som gjorde ham mest ondt.
Men sinnet blev ham for tungt, og sorgen sprængte viserne for ham. Han lå nu i lange søvnløse nætter, og gjorde det til visshed hos sig selv at han ikke længer kunde holde det ut, men vilde rejse langt bort, søke Kristian - og ikke sige et ord derom til nogen. Han tænkte på moren, og hvad der skulde bli av henne, - og han kunde næsten ikke se henne i ansigtet.
Da sat han en kvæll langt utover og læste. Når det blev ham for tungt, var det bøkerne han tok til, og mærket ikke at de øket giften. Faren var i bryllup, men væntedes hjæm den kvæll; moren var <--- ! --->trætt<--- ! ---> og rædd ham, hadde derfor lagt sig. Arne fór op ved et tungt fall i gangen og skramlet av noget hårdt, som slog mot døren. Det var faren som kom hjæm.
Arne fik døren op og så på ham. "Er det dig, kloke gutten; kom og hjælp far din op!" Han blev løftet og støttet inover mot bænken. Arne tok felekassen, bar in efter og lukket døren. "Ja, se på mig, du kloke gutten; jeg ser ikke vakker ut nu; det er ikke længer han Nils skrædder. Det siger - jeg dig, at du - aldrig skal drikke brænnevin; det er - djævelen, værden og vort eget kjød - - han står de hoffærdige imot, de ydmyge gir han nåde. - - Å jøje, jøje mig! - Hvor langt det ret er kommet med mig!"
Han sat en stund stille, så sang han gråtende:
Herre, du milde frælsermann,
hjælp du mig, hvis jeg hjælpes kan;
jeg ligger vel dypt i syndens skarn,
men er dog dit eget forløste barn!
"Herre, jeg er ikke værd, at du skal gange in under mit tak; men sig ikkun et ord -" Han kastet sig forover, gjæmte ansigtet i sine hænder og gråt som i krampe. Længe å han slik, og da nævnte han ordlydende av Bibelen, som han vel hadde lært det for over tyve år siden: "Men hun kom og tilbad ham og sa: Herre, hjælp mig! - Men han svarte og sa:Det er ikke smukt at ta børnenes brød og kaste det for de små hunde. - Men hun sa: Jo, Herre, de små hunde æder dog av de smuler som faller av deres herres bord."
Han tidde, men gråt nu mere opløst og stille.
Moren var vågnet for længe siden, men hadde ikke turdet se op; nu da han gråt som en forløst, satte hun sig på albuerne og så op.
Men neppe blev Nils henne var, før han skrek bortover til henne: "Ser du op, du også, - du vilde vel se hvorledes du har flidd mig til. Ja, slik ser jeg nu ut, akkurat slik!" - - Han rejste sig op, og hun gjæmte sig under fællen. "Nej, gjæm dig ikke, jeg finner dig nok," sa han, idet han strakte den højre hånd famlende frem for sig med utstrakt pekefinger. - "Krill, krill!" sa han, idet han drog fællen av og stak pekefingeren på hennes hals.
"Far!" sa Arne.
"Nej, hvor skrumpen og mager du ret er blet. Her er ikke langt in. Krill, krill!" Moren tok krampagtig om hans hånd med begge sine, kunde ikke slite sig løs, og krøkte sig sammen i en tull.
"Far!" sa Arne.
"Så det kom liv i dig nu. Hvor hun vrir sig, det spektakel! Krill, krill!"
"Far!" sa Arne. Stuen begynte at gå op og ned.
"Krill, siger jeg!" - Hun slap hans hænder og overgav sig.
"Far!" ropte Arne. Han sprang bort i kråen, hvor der stod en øks. -
"Er det bare på trossighed at du ikke skriker. Skulde ellers ta dig i vare for det; jeg har fåt slik en underlig lyst. Krill, krill!"
"Far!" skrek Arne og tok efter øksen, men blev stående som fastnaglet; ti i det samme rejste faren sig, gav et skjærende skrik, tok sig for brystet, fallt om. "Jesus Kristus!" sa han og lå ganske stille.
Arne visste ikke grant, hvor han stod, eller hvad han stod over; han væntet likesom at stuen skulde sprænges, og stærkt lys falle in ensteds. Moren tok på at dra pusten trangt, som væltet hun av sig noget tungt. Hun rejste sig ændelig halvt op, og så da faren ligge utstrakt på gulvet, sønnen stå ved siden av med en øks.
"Vorherre, den forbarmende, hvad har du gjort!" - skrek hun og fór op av sengen, kastet stakken om sig og kom frem. Da var det som fik han løse mælet. "Han fallt om av sig selv," sa han sagte. "Arne, Arne, jeg tror dig ikke," ropte moren med stor straffende røst; "nu være Jesus med dig!" og hun kastet sig over liket i megen jammer. Men gutten kom ut av duset, fallt også på sine knæ: "Så sant jeg vænter nåde fra Gud, han fallt om der han stod." - - "Så har Vorherre selv været her," sa hun stille, satte sig på huk og stirret.
Nils lå ganske som før, stiv, med åpne øjne og munn. Hænderne hadde nærmet sig, som vilde de sammen men hadde ikke været istand dertil. "Tag i far din, du som er stærk, og hjælp mig at han kan ligge i sengen." Og de tok i og la ham; hun lukket hans øjne og munn, strakte ham og foldet hans hænder.
De stod da begge og så på ham. Alt de hadde levet til da, var ikke så langt og rummet ikke så meget som denne stund. Hadde djævelen selv været her, så hadde Vorherre også; møtet hadde været kort. Alt foregående var nu avgjort.
Det var litt over midnat, og de skulde være der med den døde til dagen kom. Arne gik hen og gjorde stor ild på gruen, moren satte sig ved. Og som hun nu sat der, rant det henne i hug hvor mangen ond dag hun hadde hat med Nils, og da takket hun Gud i en brænnende, højlydt bøn for hvad han hadde gjort. "Men jeg har ret hat nogen gode dager også," sa hun og gråt, som angret hun hvad hun nyss hadde takket for, og det ændte med at hun tok den største skyll på sig selv, som hadde handlet mot Guds bud av kjærlighed til den døde, været ulydig mot sin mor, og derfor fåt straffen nætop av denne sin syndefulle kjærlighed.
Arne satte sig like overfor henne. Moren så dit bort til sengen: - "Arne, du må huske, det er for din skyll jeg har tålt altsammen," og hun gråt, trængende om et kjært ord for at få støtte mot sin selvanklage og trøst i al kommende tid. Gutten skalv og kunde ikke svare. "Du må aldrig forlate mig," hulket hun. - Da sprang det op for ham, hvad hun i al denne jammerens tid hadde været, og hvor grænseløs forlatt hun vilde sitte, om han til løn for hennes store troskap nu forlot henne. "Aldrig, aldrig!" hvisket han, vilde bort til henne, men var ikke god for. De blev sittende i stærk, sammenflytende gråt. Hun bad højt, nu for den døde, nu for sig og gutten, og de gråt, og hun bad igjæn, og de gråt. Da sa hun: "Arne, du har slikt et vakkert mål, du må sætte dig bort og synge for far din."
Og det var som han straks fik hjælp dertil. Han rejste sig og gik efter salmeboken, tændte sig en spik, og med spiken i den ene hånd og salmeboken i den andre satte han sig bort ved hodegjærdet, og sang med klar røst salme 127 av Kingo:
"Vreden din avvænd, Herre Gud, av nåde,
riset dit blodigt, som os over måde
plager så ræddelig av en vredes brynde,
fordi vi synde."
