Kampen var en vakker gård. Den lå midt på den slette, som hadde Kampestupet til grænse nedenfor, og bygdevejen ovenfor; på vejens øvre side stod tæt skog, litt længer oppe højnet åsen, og bak denne stod blå fjæll med sne på. Likeså var der på den andre siden av Kampestupet en bred fjællrække, der først gik rundt hele Svartvatnet der borte, på den side Bøen lå, blev højere henimot Kampen, men bøjde i det samme til side for det brede dalføre, som kalltes Nedrebygden og som begynte her nedenfor; ti Kampen var den siste gård i Øvrebygden.
Op imot vejen vændte våningshusets hoveddør; fra den og op til vejen var der vel et par tusen skridt; en sti førte dit med tætte bjørketrær på begge sider. På begge sider av oprydningen lå skog; gårdens aker og eng kunde økes like så langt som de selv vilde; det var et i de fleste henseender fortrinligt bruk. En liten have lå foran huset. Arne stelte med den, således som bøkerne bød ham gjøre det; til venstre for huset lå fjøsbygningerne og de andre uthus; de var for det meste opført fra nyt av og bygd i en firkant mot våningshuset. Dette selv var rødmalet med hvite vinduskarmer og dører, hadde to stokværk, var torvtækt, småbusker grodde på taket; det ene mønet bar fløjstang, på den drejde en jærnhane sig med høj stjært.
Våren var kommet til fjællbygderne; det var en søndagsmorgen, litt tung i vejret, men rolig, uten kulde; tåken lå like ned på skogen, men Margit mente den lettet op ad dagen. Arne hadde læst prækenen for sin mor, og sunget salmer som hadde gjort ham godt; nu stod han i full puss for at gå op mot præstegården. Han åpnet døren, frisk løvlugt slog imot ham, haven stod dugget og bøjd i morgentåken, men fra Kampestupet bruste det med stærke, støtvise døn, så det skalv for øre og øje.
Arne gik opover. Jo længer han kom fra fossen, desto mere tapte dønet i rædsel, men la sig nu som en dyp orgeltone over alt landskap.
"Vorherre være med ham, der han går!" sa moren, hun åpnet vinduet og så efter ham intil buskerne tok ham. Tåken lettet mere og mere, solen skar igjænnem, der blev liv utover markerne og i haven; der grodde nu alt Arnes arbejde med frisk vækst, bar duft og glæde op til moren. "Våren er vakker for den som længe har hat vinter."
Arne hadde intet bestemt ærend op til præstegården, men han vilde dog høre derhen om aviserne, som han holdt sammen med præsten. Nylig hadde han set navnene på flere normænn som hadde slåt sig godt op med gullgraving i Amerika, og blant dem stod Kristian. Nu hadde Arne hørt som rygte, at Kristian var væntende hjæm. Herom kunde han vel også få besked oppe i præstegården, - og var det således at Kristian alt nu var kommet til byen, vilde Arne til ham i tiden mellem vår- og slåttonnen. Dette gik i hans sinn, like til han kom så langt frem at han kunde se Svartvatnet og Bøen på den andre siden. Tåken lettet også da, solen lekte sig på vollen, fjællet stod med lys top, men hadde tåken liggende i fanget, skogen mørknet vandet til højre side, men der foran husene var det litt flatere, og den hvite sand glittret i solen. Med én gang var hans tanker i den rødmalte bygning med de hvite dører og vinduskarmer, hvorefter han hadde malt sin egen. Han hugset ikke de første tunge dager han hadde hat der; han hugset blot på den sommer de begge så, han og Eli, der oppe foran hennes sykeseng. Siden hadde han ikke været der, siden vilde han ikke gå dit, ikke for alt i værden. Bare hans tanker rørte ved det, blev han rød og skamfull, og dog skedde det op igjæn hvær eneste dag, og mange ganger på dagen, og var det noget som kunde jage ham ut av bygden, så var det nætop dette!
Fort gik han, som vilde han gå langt ifra det; men jo længer han gik, des nærmere kom han Bøen, og des mere så han også på den. Tåken var ganske borte, himmelen klar fra den ene fjællramme til den andre, fuglene svømmet og ropte over til hværandre i den solglade luft, markerne lo med millioner blomster, ingen Kampefoss truet glæden i knæ som til underkastelse og højtid; men livsglad, overgiven tumlet, sang, blinket, jublet den opad uten ænde!
Arne hadde gåt sig blussende het; han kastet sig i græsset like under en bakke, så over til Bøen, væltet sig for ikke at se dit længer. Da hørte han en sang over sig, ren - som han aldrig hadde hørt sang før; den fløt ut over engen mellem fuglesnakket, og innen han rigtig kunde kjænne tonen igjæn, kjænte han også ordene; ti tonen var den han holdt mest av, og ordene var dem han hadde båret på fra han var gut - og glæmt samme dag han fik dem frem! Han sprang op, som vilde han fange dem, men stanste og lyttet; her kom første vers, her kom annet, her kom tredje, fjærde rinnende nedover til ham av hans egen glæmte vise -:
Undrer mig på, hvad jeg får at se
over de høje fjælle?
Øjet møter nok bare sne.
Rundt omkring står det grønne træ,
vilde så gjærne over; -
tro, når det rejsen vover?Ørnen løfter med stærke slag
over de høje fjælle,
ror i den unge, kraftfulle dag,
mætter sit mot i det ville jag,
sænker sig, hvor den lyster, -
ser mot de fremmede kyster!Løvtunge apall, som intet vil
over de høje fjælle!
sprætter, når somren stunder til,
vænter til næste gang den vil,
alle dens fugler gynger,
vet ikke hvad de synger: -Den som har længtet i tyve år
over de høje fjælle, -
den som vet, at han ikke når,
kjænner sig mindre år for år, -
hører hvad fuglen synger,
som du så trøstig gynger.Sladdrende fugl, hvad vilde du her
over de høje fjælle?
rede du fant visst bedreder ,
videre syn og højere trær,
vilde du bare bringe
længsel, men ingen vinge?Skal jeg da aldrig, aldrig nå
over de høje fjælle?
skal denne mur mine tanker slå,
sådan med sne-is og rædsel stå,
stængende der til det siste, -
blive min dødningkiste?Ut, vil jeg! ut! - å så langt, langt, langt
over de høje fjælle!
Her er så knugende, tærende trangt,
og mit mot er så ungt og rankt, -
lad det få stigningen friste,
ikke mot murkanten briste!
Engang , jeg vet, vil det række frem
over de høje fjælle.
Kanske du alt har din dør på klæm?
Herre min Gud! godt er dit hjæm ...
lad det dog ænnu stænges,
og jeg få lov til at længes!
Arne stod til det siste vers, det siste ord var sunget hen; atter hørte han fuglene skjæmte og le, men han visste ikke om han selv turde røre sig. Vite hvem det var, måtte han dog; han løftet foten, og gik så vart at han ikke hørte græsset knase. En liten sommerfugl satte sig i en blomst like foran foten på ham, måtte op igjæn, fløj atter bare et lite stykke, måtte op igjæn, fløj atter et lite stykke, måtte op igjæn - og så videre frem hele bakken som han krøp op. Men der stod en tæt busk, han vilde ikke længer frem; ti nu kunde ha se en fugl fløj op ifra busken, skrek skræmt og skar bort over bakkehældingen; da så hun op, hun som sat der; han dukket sig ned, dypt, dypt, holdt ånden igjæn, hjærtet klappet, han hørte hvært slag, lyttet, turde ikke røre ved et blad; ti det var jo henne, det var Eli! - Længe, længe efter så han op lite grand, vilde gjærne dra sig et skridt nærmere; men fuglen kunde ha rede under busken, og det turde han ikke træde på. Han så da frem mellem bladene, eftersom de fløj til side eller stak sig sammen. Solen fallt like på henne, hun sat i en sort livkjole uten ærmer, hadde en halmhat på hodet, som tilhørte en gut; den sat løst og vilde falle til den ene side. I fanget hadde hun en bok liggende, men ovenpå den en hel del markblomster; hennes højre hånd famlet in imellem dem som i tanker, den venstre var lænet på knæet, og i den lå henne hode. Hun så ut efter der hvor fuglen var fløjet, og det var uvisst om hun hadde grått.
Noget vakkrere hadde Arne i sine levedager hværken et eller drømt; solen la også alt sit gull både på henne og pletten, og sangen drev om henne, skjønt den længst var sunget, så han tænkte, drog ånde, ja hjærtet slog i takten av den.
Hun tok boken og åpnet den, men lukket den snart, og sat som før mens hun gav sig til at nynne. Det var "Træet stod færdigt med blad og med knop" - han kunde høre det, skjønt hun ikke hugset godt hværken ordene eller tonen, og tok ofte fejl. Det vers hun kunde best, var det siste, derfor tok hun det ofte op igjæn; men hun sang det således:
Og træet fik bær, de var modne og rød'.
"Jeg må få dem!" bad jænten, hun var nu så sød.
"Ja, alle disse små,
dem kan du gjærne få!"
sa træet - trala-lala, la-lala - sød!
Og så med én gang sprang hun op, rystet alle blomsterne rundt omkring, hauket, så tonen trinset gjænnem luften og nådde gjærne over like til Bøen. Og så sprang hun! - - Skulde han rope? Nej! - Der hoppet hun alle bakker ned, syngende, trallende; der fallt hatten av, der tok hun den op igjæn, der stod hun midt i det højeste græsset. - "Skal jeg rope? Hun ser sig om!" - Han ned. Længe var det før han turde gløtte frem, og først løftet han bare hodet, så henne ikke; - stod på knæ, så henne ikke; - helt op ... nej, hun var borte!
Han vilde ikke mere til præstegården. Han vilde ingenting! - Siden sat han hvor hun hadde sittet, sat der ænnu da solen gik til middag. Sjøen trillet ikke med en eneste båre, fra gårdene begynte røken at tittre i vejret, akerrikserne holdt op, den ene efter den annen, småfuglene spøkte vel, men drog sig mot skogen, duggen var borte, så græsset stod alvorligt, ingen vind var der, så bladene hang stille, solen stod om en time i middag. Han visste ikke hvordan det gik til, at han sat der og stelte med et lite digt; en bløt tone kom og bød sig frem til det, og med brystet underlig fullt av alt som var mildt, gik og kom tonen så længe til den hadde med et helt billede.
Han sang det stillt som han hadde gjort det.
I skogen smågutten gik dagen lang,
gik dagen lang;
der hadde han hørt lik en underlig sang,
underlig sang.Gutten en fløjte av selje skar,
av selje skar -
og prøvde, om tonen derinne var,
derinne var.Tonen den hvisket og nævnte sig,
og nævnte sig,
men best som han lydde, den løp sin vej,
den løp sin vej.Tit når han sov, den til ham smøg,
den til ham smøg,
og over hans panne med ælskov strøg,
med ælskov strøg.Vilde den fange, og vågnet bratt,
og vågnet bratt;
men tonen hang fast i den bleke nat,
den bleke nat."Herre min Gud, tag mig derin,
tag mig derin!
ti tonen har fåt mit hele sinn,
mit hele sinn."Herren han svarte: "Den er din ven,
den er din ven;
skjønt aldrig en time du ejer den,
du ejer den."
