Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arne - Sjette kapitel - Syvende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
frister ham ved at tro ham ond, er I. Mig selv er jeg ikke
længer ræd; men jeg er ræd eder. Hids ikke det onde ind
på mig; for det er uvist om jeg kan få fat i Vorherres kjortel.»
Han for ud, og mændene så på hverandre.
SYVENDE KAPITEL.
Det var dagen efter på låven i samme gård, Arne havde
drukket sig fuld for første gang i sit liv, var blevet syg af det
og havde ligget på låven snart hele døgnet. Nu sad han
overende, støttende sig på sine albuer og førte samsnak med
sig selv:
«–––-Alting, jeg ser på, blir til fejghed. At jeg som gutten
ikke løb min vej, var fejghed; at jeg hørte far over mor, var
fejghed; at jeg sang ham de stygge viser, var fejghed. Jeg gav
mig til at gjæte; det var af fejghed; - at læse - å ja, også
af fejghed: jeg vilde gjemme mig væk for mig selv. Som voksne
gutten hjalp jeg endda ikke mor mod far - fejghed; at jeg
ikke den natten - hu! - fejghed! jeg havde kanske ventet
til hun var dræbt;–––-jeg kunde ikke holde det ud hjemme
bagefter - fejghed; jeg rejste heller ikke min vej - fejghed;
jeg gjorde ingenting, jeg gjætede - fejghed. Jeg havde nok
lovet mor at bli; men jeg havde altid været fejg nok til at
bryde løftet, hvis jeg ikke havde været ræd for at komme
blandt folk. Ti jeg er ræd folk, mest fordi jeg tror, de ser,
hvor styg jeg er. Men fordi jeg er ræd dem, snakker jeg ondt
om dem - fordømt fejghed! Jeg gjør viser af fejghed. Jeg tør
ikke tænke bent frem i mine egne ting, bøjer derfor ind i
andres, - og det er at digte!
Jeg skulde ha sat mig til at gråte, så haugene blev til vand,
skulde jeg; men så siger jeg: «Hys, hys!» og lægger mig til at
vugge. Og selv mine viser er fejge; for var de modige, så blev
de bedre. Jeg er ræd stærke tanker, ræd alt stærkt; kommer
jeg op i det, er det raseri, og raseri er fejghed. Jeg er klogere,
dygtigere, mere kyndig, end jeg ser ud til; jeg er bedre, end
jeg snakker; men af fejghed tør jeg ikke være så, som jeg er.
Tvi, brændevin drak jeg af fejghed, vilde døve smerten! -
Tvi! gjorde ondt, drak alligevel, drak alligevel; drak min fars
hjærteblod, og endda drak jeg! Min fejghed er nemlig uden al
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
