Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Synnøve Solbakken - Første kapitel - Andet kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
SYNNØVE SOLBAKKEN
Den næste prækensøndag sagde faderen til ham: "Idag
skal du slippe at gjøre ugagn hjemme; du skal følge med
mig til kirke.
ANDET KAPITEL.
Kirken står i bondens tanke på et højt sted og for sig selv,
fredlyst, med graves højtid omkring, messens livlighed inde.
Den er det eneste hus i dalen, hvorpå han har anvendt pragt, og
dens spir rækker derfor også lidt længre, end det synes at række.
Dens klokker hilser langvejs hans gang did den rene
søndags-morgen, og han løfter altid på huen til dem, som han vilde
sige dem et tak for sist! Det er et forbund imellem han og dem,
som ingen kjender. Tidlig stod han vel i den åbne dør og
lyttede til dem, mens kirkefølget drog i stille tog forbi nede på
vejen; far lagede sig til, men han selv var for liden. Han
forbandt da mangen forestilling med denne tunge, stærke lyd,
der regjerede mellem fjældene en time eller to og Ijomede fra
det ene til det andet; men én var uadskillig fra dem: rene,
ny klæder, skinnende kvinder, pudsede hester med blankt
sæletøj.
Og når de så en søndag ringer over hans egen lykke, der
han selv i splinterny, men for store klæder går stø ved sin
fars side og skal første gang derhen, ja, da er der jubel i dem!
Da kan de vel slå alle døre op for, hvad han vil få se! Og
på tilbagevejen, når de larmer henover hodet, endnu tungt og
vuggende på sange, messer, prækenord, der jager og jages af,
hvad øjet på samme tid har optaget: altertavlen, dragter,
personer, - da hvælver de også en gang for alle tag over dette
samlede indtryk og vier ind i den mindre kirke, han derefter
bærer i sit indre.
Lidt ældre må han gjæte tilfjælds; men når han den vakre,
dugfulde søndagsmorgen sidder på stenen med kreaturerne
nedenfor sig og hører kirkeklokerne over deres bjælder, da
blir han tungsindig. Ti der klinger i dem noget lyst, let,
lokkende dernede fra, tanke om kjendinger ved kirken, glæde, når
man er der, endnu større, når man har været der, god mad
hjemme, far, mor, søsken, leg på volden den glade
søndags-kvæld, og det lille hjærte gjør opstand i brystet. Men det
94 Æ^?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
