Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fiskerjenten - Andet kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
altid, hvor gutterne skriger, nogle gamle kjærringer og skreg
med. Pedro og politibetjenten blev selv forfærdede og måtte
forhandle med kjærringerne; men imidlertid løb gutterne.
Hunden, som gutterne var mest ræd, satte efter over gjærdet, –
ti dette var noget for ham! – og nu fløj de som vilde ænder,
gutterne, jenterne, hunden og skrigene udover al byen.
Under dette sad Fiskerjenten ganske stille i træet og tænkte,
at ingen havde lagt mærke til hende. Sammenkrøben i det
allerøverste, fulgte hun stridens gang gjennem løvet. Men da
politibetjenten i raseri var gåt udenfor til kjærringerne, og
Pedro Ohlsen stod alene i haven, gik han lige under træet,
så op og ropte: "Kom ned med dig på timen, dit skarn!" –
Det gav ikke et kny fra træet. – "Vil du komme ned med
dig, siger jeg! Jeg ved, du er der!" – Den fuldstændigste
stilhed. – "Jeg skal gå ind efter geværet mit og skyde op,
skal jeg!" Han gjorde mine til at gå. – "Hu-hu-hu!"
begyndte det oppi træet. – "Ja, du kan gjærne tudskråle, for
du skal få en hel haglladning op i dig, skal du! – "U-hu
hu, hu-hu!" svarede det i ugletone, "jeg er så ræd!" – "Å,
du er fanden, er du. Du er den værste ulykkesunge i hele
flokken, men nu har jeg dig!" – "Å, kjære, go’e, snille Dere!
Jeg skal aldrig gjøre det mere," – i det samme kylede hun
et råddent æble lige i næsen på ham, og en rig jubellatter
trillede efter! Æblet kagede sig udover, og mens han pillede
sig ren, hoppede hun ned; hun hang alt i plankeværket, før
han kunde komme efter, og hun havde hevet sig over, hvis
hun ikke var blevet så ræd, at han var bagefter, så hun slap
sig i stedet for roligt at arbeide videre. Men da han tog
hende, satte hun i et hvin; det skar, skingrede, røt og
ræmjede, han blev forfærdet og slap. På hendes rædselssignal
stimede folk til udenfor plankeværket, hun hørte det og fik
straks mod. "Lad mig gå, eller jeg siger det til mor!" truede
hun og var bare lyn og lue. Da kjendte han dette åsyn og
skreg: "Din mor? Hvem er din mor?" – "Gunlaug i bakken,
Fiske-Gunlaug," gjentog ungen triumferende, hun så, han var
ræd. Han havde, nærsynt som han var, aldrig set jenten før
nu, han var den eneste i byen, som ikke vidste, hvem hun
var; han vidste ikke engang, at Gunlaug var i byen. Som
besat skreg han: "Hvad heder du?" – "Petra!" ropte den
anden endnu højere. – "Petra," hvinte Pedro, vendte sig og
løb ind mod huset, som om han havde talt med fanden. Men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
