- Project Runeberg -  Bjørnstjerne Bjørnsons Fortællinger /
352

(1907) [MARC] Author: Bjørnstjerne Bjørnson
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fiskerjenten - Syvende kapitel

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

handlingen; ti den djævelske munk var kommen til med et
sværd, de to elskende måtte ta et iklæde, og han skar det
isønder imellem dem, som kirken skar, som smerten skar, som
sværdet over paradisets port skar hin første dag. Gråtende
kvinder tog brudens røde krans og gav hende en hvid; med
den var hun fæstet til klostret for livstid. Han, hvem hun
tilhørte over tid og evighed, han skulde vide hende i live, men ikke
få hende, vide hende derinde, men aldrig se hende; hvor
sønderrivende de sagde hinanden farvel, der var ingen større
nød på jorden end deres! –

"Herre gud!" hviskede den gamle kone, da tæppet faldt;
"vær dog ikke naragtig! det er jo bare madam Naso,
direktørens kone." Petra spilede øjnene op og så og så på den
gode kone; hun trodde, hun var gal, og da konen længe havde
trod det samme om Petra, vedblev de af og til at se noget sky
til hinanden, men talte ikke mere.

Da tæppet atter gik op, kunde Petra ikke følge med; ti
bruden bag klostrets mure og brudgommen ved dag og nat
udenfor i fortvilelse var det, hun så, hun led deres pine og
bad deres bønner; men det, som foregik for hendes øjne, gled
farveløst forbi. Da blev hun hidkaldt ved, at der faldt manende
stilhed; det tomme kirkerum blev stort, klokkens tolv slag gik
alene igjennem. Det drønner under hvælvingerne, murene
skjælver, den hellige Olaf har rejst sig fra sit skrin i ligdragt,
høj og forfærdelig; med spyd i hånd kommer han skridende,
vagten flygter, tordenen falder, og munken gjennembores af
det udstrakte spyd, hvorpå alt blir mørkt, og synet er sunket.
Men munken ligger igjen som en hob aske, hvor lynilden
slog ned.

Petra havde uden at vide det holdt sig fast ved den gamle
kone, som var blevet meget ræd under dette krampagtige tag
og nu ved at se hendes stigende bleghed skyndte sig at sige:
"Gud velsigne Dem, barn, det er jo bare Knutsen; dette er
den eneste rolle, han kan spille, for han har så tykt et mæle."
– "Nej, nej, nej, nej, jeg så luer omkring ham," sagde Petra,
"og kirken skalv under hans trin!" – "Men så stille da!"
roptes fra flere kanter; "ud med den, som ikke kan være
stille!" – "Stille på balkonen!" roper parket; "stille!" svarer
balkonen. Petra var krøben sammen, som kunde hun skjule
sig, men glemte dem straks allesammen; ti se, de elskende er
der igjen, lynilden har brudt op for dem, de vil fly! De har

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Nov 12 12:14:40 2019 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/bjorfort/0370.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free