Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fiskerjenten - Niende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hurtig op og ned. Da hørte de skrig i kjøkkenet, fart i
trapperne, sprang over gangen ovenpå; de ilte begge ud: der var
ild på Petras kammer! Af lyset var faldt en gnist i krogen,
– ti derfra var ilden kommen, – havde i et øjeblik draget
sig opover vægtapetet og nåd træværket om vinduet, da den
blev set fra vejen af en fremmed, som straks havde løbet ind
i ildhuset til dem, der vaskede. Ilden blev snart slukket; men
på landet, hvor alt har sin jævne gang år ud og år ind, bringer
enhver afbrydelse sindene i oprør; ilden er deres største og
farligste fiende, aldrig ude af deres tanker, og når han så
kommer og en nat stikker hodet op af afgrunden og slikker
fræsende efter rov, skjælver man og finder ikke mere ro i uger,
somme ikke mere i sit liv.
Da nu provsten og datteren stod sammen i dagligstuen efter
dette og havde fåt lamperne tændt, følte de begge den uhygge,
som lå deri, at Petras værelse straks var blevet udryddet, og
minderne om hende opbrændt. I det samme hørte de Petras
klare stemme spørge og rope; hun sprang trapperne op og
ned, løb fra loft til gang, fra gang til kjøkken og kom
styrtende ind med rejseklæder på: "Gud, mit værelse er brændt!"
Ingen svarede, men i samme fart spurte hun: "Hvem har
været der? Når skede det? Hvorledes er ilden kommen
op?" Provsten sagde nu, det var dem, som havde været der,
de havde søgt efter noget, han så skarpt på hende. Men
Petra ytrede ikke mindste tegn til at finde dette underligt, ej
heller røbede hun nogensomhelst frygt for, hvad de der kunde
ha set. Hun fattede ikke engang mistanke, da Signe ikke så
op fra sit sofahjørne; hun trodde, det betydde skræk efter
ildebranden, spurte uophørlig om, hvorledes det var opdaget,
slukket, hvem der var kommen først, og da hun ikke fik rask
nok besked, for hun ud, som hun var kommen. Hun kom
påny farende ind, havde nu fåt rejsetøjet af sig og fortalte så
provsten og Signe, hvorledes det altsammen var gåt til, og at
hun selv havde set lysningen og løbet så frygtelig, men var
nu så glad ved, at det dog ikke var værre. Hun tog under
dette resten af tøjet af sig, bar det ud og kom atter ind og
satte sig på sin plads ved bordet, uafladelig fortællende om,
hvad denne sagde, hin gjorde; gården var jo vendt op og ned,
og det var meget morsomt. Da de andre vedblev at holde sig
tause, klagede hun over, at dette havde ødelagt kvælden for
dem; ti hun havde glædet sig så stærkt til "Romeo og Julie,"
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
