Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arne - Femte kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
356 ARNE
„Det kan være slikt slag. Jeg skal slutte med at gjæte og flytte
ned til mor.a Han gik nogen dager og lot det bli fast; buskapen
drev han vide om i skogen og digtet på en vise:
„I bygden er der uro, i skogen er der ro;
her panter ingen lensmann, der panter de nu to.
Her slåss de ej om kirken, som alle de gjør der;
men kanske og det kommer av, her ingen kirke er.
Hvor roligt d’er i skogen; bare høken lite grand
må pusle borti spurven, for at se om’n er i stand,
og ørnen kværke livet av en stakkars dyresjæl:
der var jo ellers fare for, den kjedet sig ihjel.
Det ene træet hugger de, det annet råtner ned;
rød-ræven rev det hvite lam, som sol hun gik til fred.
Men ulven rispet ræven, og de måtte gjøre lag;
for Arne han skjøt ulven, føræn ænnu det blev dag.
Så meget kan jo hændes, sa’n, i skog som og i dal;
det bliver blot at passe, at du ikke ser dig gal.
Jeg så en gut i søvne, jeg, — han hadde hugd sin far;
vet ikke hvor, men tænker mig, i helvede det var.“
Han kom hjæm og sa moren, at hun kunde sende bud på
bygden efter en gjætergut; selv vilde han ta sig av gården. Så
blev det; men moren var altid om ham med advarsel, at han
ikke skulde forta sig på arbejdet. Hun laget også så god mat til
ham i denne tid, at han ofte blev skamfull ved det; men han
sa intet.
Han bar på en vise, hvis omkvæd var: „Over de høje fjælle!“
Han kunde aldrig få den færdig, og det kom mest av, at han
vilde ha omkvædet i annen hvær linje; siden opgav han dette.
Men flere av de viser han laget, kom ut blant folk, hvor de
var vel likt; der var dem som gjærne vilde tale med ham, især
da de også hugsed ham fra gutten av. Men Arne var rædd
alle han ikke kjænte, og tænkte ondt om dem, mest fordi han
trodde at de tænkte ondt om ham.
Ved siden av ham på alt markarbejde gik en middelaldrende
mann, Oplands-Knut kallet, og han hadde for vis stundimellem at
synge; men det var altid den samme vise. Da dette var gåt så
et par måneder, syntes Arne han måtte spørge ham, om han ikke
kunde flere. „Nej,a svarte mannen. Så gik nogen dager hen, og
atter en gang, mannen sang sin vise, spurte Arne: „Hvorledes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
