Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arne - Syvende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i hvært rum, og så husket jeg først, at jeg selv hadde nøklen;
du kunde jo ikke være sluppet in. — Arne! inat har jeg lett langs
vejen på begge kanter; jeg turde jo ikke gå til Kampestupet! —
Jeg vet ikke hvordan jeg er kommet hit; der er ingen som har
hjulpet mig; men Vorherre gav mig in, at du skulde være
her!“
Han søkte at stille henne ned igjæn. „Arne, du drikker vel ikke
oftere brænnevin?“ — „Nej, du kan være trygg.“ — „De var visst
onde mot dig? Var de onde mot dig?“ — „Aa nej, det var mig
som var fejg;“ han la tyngde i ordet. — „Forstår ret ikke, at de
kan være onde mot dig. Men hvad var det de gjorde dig?
Aldrig vil du sige mig noget,“ og hun begynte at gråte igjæn. —
„Du siger jo heller aldrig mig noget,“ sa Arne blidt. — „Største
skyllen er dog din, Arne; jeg er kommet så i vane med at tie,
jeg, fra far din av, at du skulde ha hjulpet mig litt på vej! —
Herre Gud, det er da bare vi to; og vi har lidt så meget sammen.“
— „Lad os se til om det ikke vil gå bedre,“ hvisket gutten. —
„Næste søndag vil jeg læse prækenen for dig.“ — „Gud velsigne
dig for det!“
— „Du Arne!“ — „Ja.“ — „Jeg har noget jeg skulde sige dig.“
— „Sig det, mor.“ — „Jeg bærer stor synd for dig; jeg har gjort
noget galt.“ — „Du, mor?“ og dette rørte ham så, at hans
ejegode, uændelig tålmodige mor vilde anklage sig selv for at ha
synd mot ham, som aldrig gjorde henne noget rigtig godt, at han
tok om henne, klappet henne og brast i gråt. — „Ja, jeg har; og
dog var jeg ikke god til annet.“ — „Å, du har aldrig gjort noget
galt mot mig.“ — ,Jo, jeg har... Gud vet det: det var bare fordi
jeg holdt så meget av dig. Men du skal forlade mig det, hører
du?“ — ,Ja, jeg skal forlade dig det.“ — „Og så skal jeg sige dig
det en annen gang ... men du skal forlade mig det!“ — „Ja, ja,
mor!“ — „Ser du, det er vel derfor det har været så tungt at
tale til dig; jeg har båret synd for dig.“ — „Herregud, tal ikke
så, mor!“ — „Nu er jeg glad jeg har fåt sagt så meget.“ — „Vi
skal tale mere sammen, vi to, mor!“ — ,Ja, det skal vi — og så
læser du jo prækenen for mig?“ — ,Ja, det gjør jeg.“ —
„Stak-kars Arne, Gud velsigne dig!“ — Jeg tror, det er best vi går
hjæm.“ — „Ja, vi går hjæm.“ — „Du ser dig så om, mor?“ —
Ja, far din har ligget på denne låven og grått,“ — „Far?“ spurte
Arne og blev blek. — „Stakkars Nils! Det var den dagen du
blev båret over dåben...
— Du ser dig så om, Arne?“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
