Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Annet kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
øjne fik et underligt uttryk; hun så atter gjennemtrængende på
ham; men der lå så megen sanhed i hans stemme, ord, åsyn, at
Gunlaug følte sig slåt. Hun gik hen til barnet, la hænderne om
hennes hode og kunde ikke tale.
„Jeg skal læse med henne, fra nu av til hun er konfirmeret,"
sa han som for at hjælpe henne; „jeg ønsker at ta mig av dette
barn." — „Og så vil du ta henne fra mig?" Han studset og så
spørgende på henne. „Du forstår det visst bedre æn jeg," kjæmpet
hun frem; „men var det ikke fordi du nævnte Vorherre" — hun
stanste; hun hadde klappet datterens hår til rette, nu tok hun et
tørklæ av sig selv og bant henne om halsen. Hun sa ikke på
annen måte at barnet skulde få følge ham, men hun skyndte sig
bak om huset, som vilde hun ikke se det.
Han følte ved denne adfærd en pludselig frygt for det, han i
ungdommelig iver her hadde påtat sig. Men barnet følte frygt for
den som første gang hadde overvunnet hennes mor, og med denne
gjænsidige frygt gik de til sin første undervisningstime.
Fra dag til dag syntes han imidlertid at hun vokste i kløgt og
kunskap, og hans samtaler med henne tok stundom av sig selv
en ganske egen retning. Han førte ofte personerne av bibel- og
værdenshistorien frem på den måte, at han pekte på det kall
Gud hadde git dem. Han dvælte ved Saul der drev vidt om-
kring, og ved en gut som David der vogtet sin fars hjord, til
Samuel kom og la Herrens hånd på dem. Størst var dog kaliet
da Herren selv gik på jorden, stanste ved fiskerlejet og kallte.
Og den fattige fisker rejste sig og gik med — til nød som til
død, men altid i glæde; ti følelsen av kall bærer gjænnem alle
gjænvordigheder.
Denne tanke fulgte henne, og hun kunde tilsist ikke holde den
ut, men spurte ham om sit eget kall. Han så på henne til hun
blev rød, svarte så, at gjænnem arbejde når man sit kall; det kan
være beskedent og lite, men det er der for alle. Nu kom der
stor iver over henne; den drev hennes arbejde med den voksnes
kraft, den tumlet hennes leker og avmagret henne selv. Hun fik
eventyrlige længsler: at klippe sit hår, klæ sig som gut, dra
ut og kjæmpe! Men da hennes lærer en dag sa at hennes hår
var så smukt, når hun kun vilde fli det, fik hun sit hår kjært,
og for sit lange hårs skyll offret hun hæltenavnet.
Siden blev det henne mere æn før at være pike, og roligere
skred hennes arbejde frem, oversvævet av skiftende drømme.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
