Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Annet kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
16 FISKERJÆNTEN
slæpte efterhånden frem, at det vilde hun nok. „Så kom med
mig, vi må straks ta fat!" Hun rørte på sig, men for at se in i
huset. „Ja, sig det til din mor," sa han. Moren gik nætop forbi,
og da hun så barnet tale med en fremmed, kom hun ut på sten-
hællen. „Han vil læse med mig," sa barnet tvilrådig, med øjnene
på moren. Denne svarte ikke, men satte begge hænder i siden,
og så på Ødegård. „Deres barn er et vankundigt barn," sa han;
„De kan ikke forsvare for Gud og mennesker at la henne gå så-
ledes." — „Hvem er du?" spurte Gunlaug skarpt. — „Hans Øde-
gård, søn av eders præst." Hennes ansigt klarnet litt, hun hadde
hørt idel godt om ham. Han begynte igjæn: „Når jeg engang
imellem har været hjæmme, har jeg lagt mærke til dette barn.
Idag er jeg blet minnet om henne på ny. Hun må ikke længer
øve sig bare på det som er slet." Morens ansigt uttrykte tydelig:
„Hvad raker det dig?" Men rolig spurte han: „Hun skal jo dog
lære noget?" — „Nej." — En let rødme fløj over hans åsyn:
„Hvorfor ikke?" — „Er de kanske bedre, de som lærer noget?"
Hun hadde kun gjort én erfaring, men den holdt hun fast. —
„Det undrer mig at noget menneske kan spørge derom!" — „Ja
visst; — jeg vet de er ikke bedre;" hun gik ned ad trappen for
at få ænde på dette tøv. Men han gik like i vejen for henne:
„Her er en pligt som De ikke skal gå forbi. De er en ufor-
standig mor." Gunlaug målte ham fra top til tå; „hvem har sagt
dig hvad jeg er?" sa hun, idet hun gik forbi ham. „Det har De
selv, og nætop nu; ti De måtte ellers ha set at dette barn går til
grunne." Gunlaug vændte sig, øje møtte øje; hun så han vedstod
hvad han hadde sagt, og hun blev rædd. Hun hadde kun om-
gåts sjømænn og forretningsfolk; et sådant sprog hadde hun
aldrig hørt. „Hvad vil du mit barn?" spurte hun. — „Lære henne
hvad der hører til hennes sjæls frælse, og så se hvad hun skal
bli." — „Mit barn skal ikke bli annet æn det jeg vil." — „Jo, hun
skal; hun skal bli det Gud vil." — Gunlaug blev dum; „hvad vil
det sige?" sa hun og kom nærmere. — „Det vil sige, at hun skal
lære hvad hun har fåt ævner til; ti derfor har Gud git dem." —
Nu kom Gunlaug ganske nær; „skal jeg da ikke rå for henne,
jeg som er hennes mor?" spurte hun, som vilde hun virkelig
læres. — „Det skal De, men De må agte på andres råd, som vet
bedre; De må agte på Vorherres vilje." — Gunlaug stod en stund
stille. „Æn om hun lærer for meget," sa hun; „fattigmanns barn!"
la hun til og så ømt på datteren. — „Lærer hun for meget for sin
stand, har hun dermed nådd en annen stand." — Hun fattet straks
hans mening, men sa som for sig selv, idet hun så mere og mere
tungsindig på barnet: „Dette er farligt." — „Derom er ikke spørs-
mål," sa han mildt, „men om hvad der er ret." — Hennes stærke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
